Bodil Christensen, Horne

Skumfiduser

Sæson for  serier

”Prøv at forestile dig en tissemyre. En udtværet tissemyre, der er trådt ihjel af en størrelse 44 og møjsommeligt skrabet af på fortovskanten, så insektblod og afrevne myrelemmer ligger spredt ud over det hele. (…)

Så burde du have haft undertegnede. Pelle Nørhmann alias superhelten Antboy”

Sådan begynder kapitel 1 i den sjette (og sidste?) Antboy-bog. Kenneth Bøgh Andersens antihelt Antboy har i de fem foregående bøger fået masser af (drenge)læsere i aldersgruppen 10-13 år. En superhelt fra det virkelige liv, der færdes i skolegården, har bøvl med familien, bestræber sig på at kysse pigerne (i hvert fald Ida) og som føler sig helt umulig og uduelig – undtagen, når Antboy slår til. Humor, ironi, slang og muntert sprogligt overskud giver serien alt, hvad man kan ønske sig, hvis man er i målgruppen blandt de 10 til 12-årige drenge. Og forældre og lærere, der gerne vil give læseglæden (og læsetræning og rutine) videre til den opvoksende ungdom, kan glæde sig over, at netop serie-bøger kan noget helt særligt: De leverer den samme vare hver gang – med den fornødne variation. Det er som at se ”Friends” eller ”Beverly Hills” for syvende gang: Man bliver ikke overrasket, men man morer sig fortsat. Sådan er det at læse en seriebog. Det helt særlige fra et dansklærerperspektiv er tillægsgevinsten: Seriebøger giver læsetræning og læsefærdighed, og det kan alle børn og unge have god brug for i mødet med faglitteratur, skønlitteratur og undertekster på tv.

En status over 2012-serierne giver gode læseoplevelser.

Man kan blive klogere, når man læser Lars Holmgaard Jørgensens serie om ”Egernfolket”.  Det er Hulebjørnens Klan fortalt for ti-tolvårige børn, og her finder man Eeta med de lysende blå øjne, der har masser af udfordringer i sit liv som oldebarn af klanens medicinkvinde. Tredje bind er skrevet, - der venter flere.

Måske husker man ikke præcist detaljerne omkring slaget om Arkona i 1168, men vil man opdateres på dette, så har Josefine Ottesen (der altid er god at læse) i serien om ”Danerriget” målgruppen er de 10-14 årige) udgivet bind to med titlen ”I vendernes vold”.

Vil man hellere blive klog på skaterverdenens tricks, som i citatet her: ”I det splitsekund, nosen kommer op over minirampens lip, vipper  han helt frem på forreste fod, så trucken og forhjulene rammer ind i kanten med et smukt klonk, mens boardet peger skråt ud over rampen”, så er bind tre kommet i Kim Langers ”Skaterland”-serie. Der er masser af QR-koder, der kan give yderligere indføring i skaterverdenen, hvis man nu er lidt blank på området, men 10-14årige børn, der skater og kører på løbehjul og bmx-cykler vil være helt på hjemmerampe her.

Fra det fantastiske univers kommer Kit A. Rasmussens serie til de 9-11 årige om William og Athena.  ”Prøvelsernes Huse” hedder bind tre. Bonus-viden får man masser af. Bøgerne foregår på historiske steder i hele verden. Mexico, Grækenland, Ægypten  har været destinationerne i de første bind.

Cecilie Eken har skrevet ”Den tavse prinsesse”. og hvor de førstnævnte seriebøger har haft drenge som primær målgruppe, så er der mere prinsesse og pige over Cecilie Ekens Eriann Annasdatter.  Eken bruger ord, der kan berige enhver læser. Jo flere ord, man kender, jo mere nuanceret kan man udtrykke sig, og her giver Cecilie Eken virkelig mange gode ord til  læseren. ”Nu kan jeg se, hvad jeg har på: en laset silkekjole, der vist engang har været hvid, den nederste del er helt brunsort af snavs og jord.” Sådan kan man også beskrive en snavset kjole.

Popsmarte præmieperkere taler et andet dansk end Cecilie Ekens Eriann, og her kan man læse ”Pelle Pophår: Mission præmieperker”, der er andet bind i Gunvor Reynbergs Pelle Pophår-serie om 12-årige Pelle og Petra. Her er skolegårdsslang, aflastningsfamilier og håndtegn fra 2012-hverdagen skrevet med sprogligt overskud.

Puk-bøger, Jan-bøger, Kim-bøger, Susy, Pernille, De fem og Bulderbybørnene er de helt klassiske børnebogsserier. Læser man dem igen i 2013 vil man nok finde dem en anelse ude af trit med den aktuelle tilværelse. Der er sket meget med børnekulturen og børnelitteraturen siden Knud Meister og Carlo Andersen med let hånd skrev de 81 Jan-bøger 52 Puk-bøger.

De nye serier har lang vej til samme kvantitative omfang, men sprogligt og indholdsmæssigt er der langt, langt mere at komme efter som læser.

Man kan blive klogere på verden og sig selv – samtidig med at man underholdes. Det er altid sæson for seriebøger.

P.S: Og for voksne er Jan Guillous serie om Europa i 1900-taller godt på vej med ”Brobyggerne” og ”Dandy”. Og Ken Follett tager århundredets krige med i ”Giganternes fald” og ”Verdens vinter”.  Og så er der jo også Karl Ove Knausgaard J

P.S.S. Godt nytår.

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk

16-02-2013