I alle de riger og lande
”Naar Mænd jeg kasted min Handske,
Opslog jeg min Ridderhjelm;
Da saae, jeg var Holger Danske
Og ingen formummet Skjelm.”
Bernhard Severin Ingemann, den venlige og milde forfatter til de mest kendte morgensange for børn, skrev i 1837 i et af sine historiske værker om Holger Danske og hans krigeriske bedrifter i Karl den Stores hof.
Statuen af Holger Danske er mindst lige så kendt, (måske fordi den blev sat til salg forrige år på lauritz.com) og alle ved, at nok sover Holger Danske, men når ”landet stander i våde, så vågner han op til dåd”. Det er vel, hvad de fleste ved om Holger Danske, men vil man vide mere, så har Josefine Ottesen sit eget forlag udgivet en børnebog om Holger Danske, med titlen ”Helgi Daner”, og den giver på sine 540 sider et fremragende historisk indblik i tiden ved Karl den Stores hof, hvor der virkelig var gang i den tids Europaparlament. Karl den Store skabte grundlaget for at Frankrig og Tyskland blev egentlige stater, og nok har han sikkert bidraget til mange ridderes alt for tidlige (og voldsomme) død, men han blev helgenkåret i 1165, og så fik han sit helt store eftermæle i Rolandskvadet, hvor Holger Danske (set med danske øjne) har en af de store roller som ridderen med korset på brynjen og løver på skjoldet. Så dansk, som man kunne blive det i Gorm den gamles tid.
Josefine Ottesen fortæller hele historien om Holger Danskes opvækst som Helgi Daner, hans forældre og broderen og deres opvækst med fokus på de rette værdinormer. Der er et stort persongalleri, hvor vi får modstandere og hjælpere præsenteret med deres stærke og svage sider. Helgi overvinder alle ydre trusler og kæmper altid med åben pande for sin og andres ret.
Man får som læser et indblik i den tid, hvor Danmark endnu ikke er kristnet, Jellingestenene ligger runeløse lidt endnu og infrastrukturen er lidt lemfældig, hvis den skal gå over land. Alle stridigheder afgøres på tingpladsen, og det har måske været muntert at være Karl den Stores ridder, men der har været utallige trælle og slaver og kvinder og børn, der sjældent har nydt tilværelsen mere end et måltid mad ad gangen.
Josefine Ottesen er en fremragende historiefortæller, der kan få læseren til at interessere sig også for denne fjerne tid. Det er ikke kun en bog, hun har udgivet, der er også masser af digitalt nips i tillæg, hvor man kan downloade musik, spiller kort med karaktererne fra bogen eller spille rollespil med Holger Danske som tema, således som eleverne på rollespilsefterskolen ”Østerskov” har prøvet det. Når man læser romaner om ”virkelighedens verden”, så er det den helt store glæde, at man samtidig bliver klogere på, hvad der skete dengang. Det er ikke de historiske facts, der sættes sig i hukommelsen, de historiske romaner giver læseren et indblik i, hvordan man tænkte dengang, hvilke værdinormer, man levede efter, man får mentalitets- og tilværelsesforståelsen, og man får til tider et større perspektiv på nutiden, når man ser, at også i 811 og i 1914 var det svært at få livet til at lykkes.
Josefine Ottesens ”Helgi Daner” foregår for tusind år siden, men helt aktuelt udkommer ”Bliv hvor du er og så af sted” af John Boyne den 31. oktober. John Boynes ”Drengen i den stribede pyjamas” er filmatiseret, og den har som bog og film givet masser af børn (og voksne) et barns blik på, hvordan koncentrationslejrene med et barneblik blev oplevet indenfor og udenfor pigtrådshegnet. ”Bliv hvor du er og så af sted” har første verdenskrig som historisk ramme. Den trækker med temaet om posttraumatisk stress en klar linje til nutidens soldaters (og pårørendes) hverdag, og den fortæller om Alfies kamp for at få sin far (ikke kun fysisk men også mentalt) hjem fra krigen i skyttegravene mellem Frankrig og Tyskland.
Er man ”voksenlæser”, så er der så rigeligt med fremragende romaner fra ”virkelighedens
verden” at vælge. Jan Guillous ”Brobyggerne” giver noget helt særligt til en tur over fjeldet ved Haugestøl (og man kunne gå videre ind mod Finse), Ken Folletts giver hele det 21. århundredes historiske overblik
i ”Giganternes fald”; ”Verdens Vinter” og ”På kanten af evigheden” og Kim Leines ”Profeterne i Evighedsfjorden”, sætter med sin slut -1700-tals grønlandshistorie oplysningstiden og Rousseau
ind i en dansk og grønlandsk sammenhæng.
Vi ved det jo: ”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde”. Det gælder også disse bøger.
Bodil Christensen
Læreruddannelsen, Aalborg
boc@ucn.dk
Gode bøger – ifølge kursisterne (dansklærere på Kursus for ”mellemtrinslitteratur”)
En god bog kan defineres som:
En god bog er en tynd bog!
En god bog har billeder!
En god bog har humor, spænding og realisme
Gode bøger til frilæsning
Seriebøger er gode, så ved man, hvad der venter.
Passende sværhedsgrad
Noget, der rammer – realisme
Identifikation i alderen.
Godt layout.
God skrift.
Gode forfattere kan være:
Jørn Jensen
Josefine Ottesen
Benni Bødker
Bjarne Reuter
Kim Fupz Aakeson
Kenneth Bøgh Andersen
Gode bøger til danskfagligt arbejde:
Anita Krumbach: Et mærkeligt skib, 2009
Bent Haller: En tordenagtig forelskelse, 2011
Anne Marie Donslund og Tina Sakura Bestle: Ærtehalmbøgerne, 2012
Bjarne Reuter: Prins Faisals ring, 2007
Cecil Bødker: Hungerbarnet – lidt gammel men……. 2002
Jesper Nicolaj Christiansen: Soldater græder ikke, 2010
Birgit Strandbygård: Drengen, der samlede på ord, 2005
Daniel Zimakoff;: En dødssyg ven, 2003
Rebecca Bach-Lauritzen: Veronika lyder som harmonika, 2013
Anette Herzog: I brøndens mørke, 2011
Cecilie Eken: Mørkebarnet, 2007
Bent Haller; Grænsebørn, 2008
Else Marie Pedersen: Glasbørnene, 2000
Hanne Kvist: Hr Lykkes kitteludlejning, 2004
John Boyne: Drengen med den stribede pyjamas, 2004
Billedromaner – korte og med gode temaer – og med billeder – alle fra Dansklærerforeningen
Mette Hegnhøj: Møgungen,
Hanne Kvist: Jeg er Frede
Cato Thau: Fra et hjem med gevær
Kim Fupz Aakeson: Engelbert H
Otto Dickmeiss: Emmely M
Frilæsning
Renne Toft Simonsen: Karlas kabale, serie
Thorainn Leifsson: Fars store hemmelighed, 2009
Jørn Jensen: Koldt blod - serie
Kenneth Bøgh Andersen: Antboy, serie
John Flanagan: Skyggens lærling – en serie……
Fandango har mange og gode og ambitiøse uddrag
Benny Bangsgaards hjemmeside har mange gode forløb
Det var det.
Der er mange flere bøger.
Læs dem.
Tak til kursisterne.
BodilChristensen