Forside

Nordiske folkeeventyr

Holger, Elisa og Muledrengen

Norges litterære guld ligger i de gamle folkeeventyr, der blev samlet af Asbjørnsen og Moe. De blev samlet midt i 1800-tallet, men de er mundtlige fortællinger i mange varianter, der blev fortalt i bondesamfundene i flere hundrede år. Asbjørnsen og Moe (og Theodor Kittelson som tegner) har tegnet og fortalt om Peik, om prinser, prinsesser, trolde, huldre og vanskelige prøver, der fortsat danner grundstrukturen i mange af nutidens fortællinger.

I Danmark blev det H. C. Andersens eventyr, der fra 1835 fik folkeeventyrerne fortolket, nytænkt og genfortalt. Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig samlede folkeeventyr, men det er H.C: Andersens sproglige mesterværker, hvor han nyfortolker og skriver nye værker, der er den store litterære danske guldskat.

Sveriges folkeeventyr blev samlet på samme tid: midt i 1800-tallet. Her var det Gunnar Olof Hyltén-Cavallius, der var en af foregangsmændene. ” Svenska folksagor och äfventyr” kom i 1844. I Selma Lagerlöfs ”Niels Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige” fra 1906 - 1907 genfortælles  mange sagn og eventyr fra denne mundtlige tradition.

Den nordiske folkeeventyrtradition har mange lighedstræk. Altid er det de svage og oversete, der vinder kampen mod magten og eliten. Altid er der uoverskuelige prøver, der skal gennemføres, før lykkes vender, og prinsessen og det halve kongerige venter. Altid er der arrogante ældre brødre, der ikke har blik for de svageste. Men de arrogante brødre taber. Kampen mod overmagten vindes. Prinsessen og det halve kongerige er gevinsten. Altid.

Moralen og livsvisdommen i disse folkeeventyr ligger gemt i originalteksterne, men de lever også i de mange fortolkninger, varianter og nye værker, der bygger på denne tradition.

Det er gamle tekster, men de har fortsat liv. Her præsenteres tre nye værker, der fortæller folkeeventyrenes morale i en ny version.

”Niels Holgersens forunderlige rejse” er i Tore Leifers udgave forkortet, og den er vinklet i forhold til at fortælle med fokus på Niels Holgersen frem for de mange bipersoner i originalen. Sproget er ”nænsomt gjort forståeligt, også for børn. Nogle kapitler er helt udeladt, andre forkortet, atter andre står stort set uændret. Min ledetråd har været, at drengen Niels Holgersen skulle stå i centrum i bogen.” Sådan beskriver Tore Leifer sin redigeringsstrategi.

Muledrengen” af Øyvind Torseter er nyfortolkningen af det gamle norske folkeeventyr ”Trolden uden hjerte”. Fornyelsen sker på både billed- og sprogsiden, hvor bagsideteksten kort giver et signalement af sprogfornyelsen: ”Mine damer og herrer, mine piger og drenge: Dette er en episk fortælling om storstilet vovemod i en fjern og vanskelig tid, en historie om umulige valg, der kræver den største frygtløshed. En fortælling om en ung mand, der må sætte livet på spil for at finde sine brødre. Og for at dine lykken. Bogen handler også lidt om ridning, om at sove i sovepose, være på tur og den slags.” Billedsiden, som forfatteren selv står bag, er helt nutidig med humor ironisk distance, og billedsiden lægger mange lag til teksten.

”De vilde svaner” ligger sprogligt tekstnært på originalen. Hvor der i udgaven fra 1838 står: ”Langtborte herfra, der hvor Svalerne flyve hen, naar vi have Vinter, boede en Konge, som havde elleve Sønner og een Datter, Elisa.” så er ændringen i teksten i denne 2014-udgave udelukkende sket i ortografi og syntaks, på en måde, så læsningen ikke forstyrres af datidens bøjningsformer og retskrivningsnormen fra 1838. I 2014-udgaven indledes således: ”Langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen, når vi har vinter, boede en konge, som havde elleve sønner og en datter, Elisa.” H.C. Andersens ”De vilde svaner” er en ”kendt tekst af kendt forfatter”, og derfor er den sproglige barriere ikke uoverkommelig. Det nye ligger i Lars Gabels illustrationer.

De tre nyfortolkninger er ”billedbøger”. Det er illustrerede tekster, men det er ikke at forstå som skrevne tekster, der følges på vej med billeder. Det er andet og mere, det er en samlet tekst, der kan betegnes som ”ikonotekst”, en multimodal tekst.

Billedsiden bruges til at forny teksten. Billede og tekst giver en helt ny fortælling.

I ”Muledrengen” går hovedpersonen ud i verden sammen med sin Jolly-Jumper-lignende hest for at frelse sine brødre. Eventyret er fortalt i Torseters humoristiske streg, hvor små detaljer lægger op til at nærstudere billederne. Skriften er mange steder en del af illustrationerne, der skrives med råbende, overraskende og bange skrift undervejs, mens brødteksten er håndskrevet i mere rolig og ensartet form. Teksten er skrevet til nutidens læsere, men illustrationer og tekst er tro mod selve eventyrets fabel. Der er tre prøver, der er en trold, og der er en smuk prinsesse og talende dyr. Men der er også humor i såvel tegning som tekst. I oversigten over slottet, der skal vise, hvor arkivskabet med troldens hjerte findes, kan man se en elevator, et disponibelt rum (med kranier i hobetal), og der er et sindrigt system af gange, der leder ned til arkivskabet. Og teksten lyder: ”Inde bag hulen var der et arkivskab. I den nederste skuffe i arkivskabet, under H, stod der et syltetøjsglas, hvor låget ikke kunne komme af, og i det syltetøjsglas – der skulle hjertet ligge.” Det gør det også, og en blæksprutte kan heldigvis få låget af, så Muledrengen får hjerteret over trolden.
Muledrengen er tegnet som en Lucky-Luke-figur, der sidder ved lejrbålet sammen med hesten (der kan sidde i skrædderstilling, hvad mange heste ville have svært ved,) og dyrene er tegnet med netop de dyretegn, der er nødvendige. En ulv skal have et tandsæt, der er en ulv værdigt, elefantens snabel er central, og hesten har et gebis som netop en hest må have det. Farverne er i sort, hvid og gul, rød og blå. Farverne er hovedsagelig brugt som markører, der kan vise os, hvad der er vigtigt, eller de bliver brugt til at underbygge en stemning med.

Indledningsvis er der en klassisk tekstside med smukt illumineret begyndelsesbogstav. Her fortælles den klassiske eventyrindledning: Der var en gang en konge, der havde ….. Og så tager tegninger og den nye tekst over.

”De vilde svaner” er en næsten ordret gengivelse af H.C. Andersens eventyr. Sproget har få ændringer, der udelukkende skal sikre, at læseren ikke snubler over datidens bøjningsformer og ortografi.

Datidens tekst læses i nutiden gennem Lars Gabels poetiske, æstetiske smukke illustrationer. De bærer den klassiske tekst ind i et nutidigt formsprog.

Lars Gabel giver i en farveholdning primært baseret på komplementærfarverne rød og grøn sin version af teksten. Her er Elisa den smukke prinsesse med dybblå øjne, sort hår og smuk hud, der af stedmoderen forvandles til en grimrian, som kongen ikke vil vedkende sig. Hun går nu ud i verden for at finde sine brødre og redde dem fra svaneforvandlingen. Der er vignetter, der varsler det kommende, der er nærbilleder med Elisas hænder, der syr dragter af grønne brændenælder, og der er helsides illustrationer, der viser samme indhold som teksten. De uhyggelige elementer er i blå og violette toner med en snert orange i sig, der er en kirkegård så mørk og dyster, som man kan ønske sig før den lykkelige slutning, hvor hele naturen spiller med, når kirkeklokkerne lyder for Elisa og brødrenes tilbagevenden til kongeriget.

En del af siderne er gennemsigtigt pergament, der giver illustrationerne en tredimensional virkning med dybde og flertydighed. Teksten er på nogle af pergamentsiderne skrevet i farver, der matcher indholdet, og også på de ”almindelige” sider er der arbejdet med farvevalg på tekstsiderne, der passer til indholdet.

”Niels Holgersens forunderlige rejse” er som nævnt en forkortet og bearbejdet udgave af den originale (dobbelt så lange) ”Niels Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige”. Fornyelsen sker i sproget, men især gennem illustrationerne af Helle Frøsig. Illustrationerne er helt i tråd med den dobbelthed, der ligger i poesi og kundskab. Der er oversigtskort (som kunne være fotograferet i et gåsetræks-perspektiv), og der er poetiske collager, hvor Tommeltot (som Niels Holgersen kaldes af gæssene) optræder i fotografier af den svenske natur.

Nogle dyr er tegnet ”med spids blyant”, andre er stiliserede som gæssene, der altid er i flok. Illustrationerne følger på forbilledlig vis fortællingens dobbelte anliggende: Børn skal læse om Sveriges geografi og natur og kultur; men de skal tilegne sig kundskaberne i et poetisk sprog.

Æstetikken i de tre bøger er forskellig, men alle tre værker har et nært samspil, hvor begrebet ikonotekst får mening. Billederne spiller den største rolle i ”Muledrengen”, hvor også teksten er ”tegnet”, mens sproget har den største rolle i ”Niels Holgersens forunderlige rejse”.

Hos ”De vilde svaner” er sprog og illustrationer helt umulige at skille fra hinanden. De pergamenttynde sider med henholdsvis tekst og illustrationer viser ikonotekstens særlige styrke: Alt hænger sammen i denne fortælling. 

I rejsen mod lykken og det gode liv følges Muledrengen, Niels og Elisa godt og smukt på vej af hver sin helt særlige balance mellem tekst og billede.

Astrid Lindgrens Jonatan Løvehjerte udtrykker moralen i (næsten) ethvert folkeeventyr: ”Der findes ting, man må gøre, ellers er man ikke et menneske, men bare en sølle kryster.” Sådan er det også i folkeeventyrene.

Folkeeventyrenes hovedpersoner sidder aldrig hjemme ved grødfadet og udtænker strategier for lykken, de går derimod som Elisa, Niels og Muledrengen trøstigt ud i verden, hvor de handler på det udfordringer, de møder.

Prøverne og prøvelsernes tid repræsenterer mange udfordringer i menneskers liv, men altid står kampen mellem det sikre og kendte  over for det usikre og den ukendte verden. Enhver helt vælger at ride mod bjergene, ud i den vilde skov eller at kaste sig på ryggen af den nærmeste gås. Helte handler.

Datidens tekster har således fortsat en plads i nutiden. Der er brug for robuste mennesker med hjertet på rette sted og med mod til at handle ud fra Jonatan Løvehjertes ord om at der findes ting, man må gøre, hvis man er et menneske.

Når de tre værker: ”Niels Holgersens forunderlige rejse”, ”De vilde svaner” og ”Muledrengen” kan læses i nutiden, så er det i høj grad en fortjeneste, der kan tilskrives nye version, de er udgivet i. Folkeeventyrene kan fortsat holde verdens skumle trolde og onde stedmødre i skak. De kan give livsduelighed og vise læseren, at når man har overvundet den første, den anden og den tredje prøve, så får man prinsessen og det halve kongerige. Og det halve kongerige kan være så meget forskelligt i dag.

Det gælder i særklasse her: ”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde.”

Litteraturliste:

Andersen, H.C og Lars Gabel: De vilde svaner, Carlsen 2014

Lagerlöf, Selma, Tore Leifer og Helle Frøsig: Niels Holgersens forunderlige rejse,  Vandkunsten 2014

Torseter, Øyvind: Muledrengen, Høst og søn,  2015