At læse er at se med den andens øjne
Det er ikke nemt, at have en Tourette-diagnose. Det er heller ikke nemt at være ung. Men at være ung med en diagnose for Tourette er særdeles svært. Hvordan
er det? Som ung eller voksen kan man kun få indblik i den verden gennem andres erfaringer, og her er litteraturen en måde, hvorpå man kan se verden med andres øjne.
”Når hr. Hund bider” er en (ungdoms)roman
om Dylan Mint, der har Tourette, Når man har Tourette, så siger man meget, man ikke har noget ønske om at sige:
”PÆDOFILE LIDERBUKS!” Jeg brasede ind ad køkkendøren og så truende på manden,
mens jeg tickede som en gal. Fyren stod ikke engang med en sløv kniv i hånden, og han var heller ikke ved at voldtage mor. Faktisk sad hun og Den Hviskende Stemme på hver sin side af køkkenbordet og fik sig en kop te. Jeg var mega-monster-forvirret.
Det hele snurrede rundt inde i mit hoved. Jeg slog mig på låret 4 gange. Spjættede 3 gange.” Så kan man som læser se, at alle dialoger bliver lidt komplicerede for Dylan.
Filosoffen Martha Nussbaum siger i et interview:
”Selvfølgelig er det vigtigt, at unge mennesker har et arbejde og føler medbestemmelse på den førte politik. Men hvis du aldrig er blevet trænet i at forestille dig, hvordan dine medborgere har det, og kan finde ud af
at argumentere med respekt, vil demokratiet i sidste ende fejle.” Hun mener, at litteraturen netop kan få os til at se med ”the inner eye”, så vi kan forestille os, hvordan det er, at være en anden. Når så mange
børn skal inkluderes i det ”almindelige” skoleklasser, er det mere nødvendigt end nogensinde før, at man har et billede af, hvordan verden ser ud fra en socialangst elevs side, fra en ADHD-drengs eller fra en Tourette-diagnosticeret
persons side.
”Når hr Hund bider” er skrevet af en skotsk forfatter, men der er mange nye danske ungdomsbøger, der ligeledes fortæller om ”bogstavbørnenes” særlige udfordringer.
”Hullet”
af Anders Johansen, ”Akavet” af Ronnie Andersen og ”Ud med Knud” af Jesper Wung Sung er tre nye gode bøger, der fortæller om henholdsvis David, Mikke og William, der alle har et helt særligt ungdomsliv, hvor de er
”låst inde” i deres egne problemer.
Det er er tre bøger, der har forskellige stemmer, forskellige hovedpersoner og vidt forskellige problemer, miljøskildringer og familiestrukturer. De er med andre ord særdeles
forskellige, men de er også ens på mange områder.
De tre drenge har alle problemer, der ikke løses på magisk vis, de skal i stedet forlige sig med, at de har nogle andre livsbetingelser end flertallet.
Autisten
David i ”Hullet” rejser med sin familie fra det lukkede samfund på Færøerne og ud i verden for at møde dens udfordringer, Mikke i ”Akavet” tager kampen op mod sin socialangst og forsøger
at få værktøjer til at klare verden med, og den kræftsyge William i ”Ud med Knud” ved, at han altid fremover vil være ud af stand til at forklare andre, at han faktisk savner sygdommen, som han kalder Knud.
Omgivelsernes
accept og (til tider manglende) tolerance bliver udstillet på forskellig vis, men i alle tre bøger er der klare eksponenter for tolerancen og forståelsen. Hos David i ”Hullet” er lærer Joensen og broderen Peter
de to, man kan identificere sig med som udenforstående, i ”Akavet” er Finn og Inger-Lise sammen med Sonja (der optræder kort, men i en væsentlig rolle) de figurer, man kan se som rollemodeller og i ”Ud med Knud”
er det forældrene og vennerne Katrine og Sebastian, der viser, hvordan man kan give en hjælpende hånd.
Barndommen er en kompleks verden i denne senmoderne ungdomslitteratur. Her er ikke et barnesyn fra romantikken, det er heller ikke
det kompetente barn, der møder omverdenen. Det er de sårbare børn, der ved, at de skal klare sig selv, men samtidig har de stor, stor glæde af en hjælpende hånd i ryggen fra de, der befinder sig tæt på eller
længere ude i periferien.
Det er kort sagt tre fremragende bøger, der står her på boghylden til læsning.
Det er også bøger, der bliver bedre, når de bliver delt med andre læsere. Der er
bøger, der bliver bedre, når de bliver delt. Disse bøger kan med fordel deles af en skoleklasse.
Løgstrup sagde det som Nussbaum i et essay om Jakob Knudsens opdragelsestanker:
”Saadan taler vi jo ogsaa om at forsøge paa at sætte os i den Andens Sted, se Tingene med hans eller hendes Øjne, ud fra deres Situation – men det kan jo ikke ske uden ved Fantasiens Hjælp; den skal til for at forstaa
det andet Menneske.”
Det er her, litteraturen (også) har sin helt store styrke: den kan vise os verden set med de andres øjne.