Målsætning og glæden ved regntøj på lejrskoler
Ellen fra Hundelev, min mors kusine på 85, kan få alt i haven til at gro. Stauder, georginer, roser, hyacinter, påskeliljer i alle nuancer
og så er der naturligvis også et drivhus med tomater. Alt kan gro. Jeg ”arver” heldigvis til tider en pose løg, nogle stiklinger, aflæggere og et par georgineknolde, som jeg så håbefuldt sætter i jorden.
Min havestrategi er helt sikkert en anden end Ellen og andre havekyndige vil anbefale. Jeg sætter blomsterløg alle steder uden noget større system og forlader mig så på håb og solrigt vejr, så jeg kan glæde
mig over, hvor de måtte komme op. Ligeledes er min staude&sirbuskestrategi noget lemfældig, men til gengæld glæder jeg mig over alt, der gror – hvor det så end er i haven. Mine roser er det eneste, jeg har nogenlunde
styr på placeringen af. De har også navne og får pleje og pasning med gødning og beskæring.
Således er min have sikkert som mange andres: en stor glæde, der ikke kræver lange planlægningsmøder,
ingen havekonsulenter konsulteres(udover ældre familiemedlemmer, hvis råd jeg hellere end gerne forsøger at følge), der er ingen målstyring, ingen kompetenceafklaring og der er ingen anden evaluering end den daglige glæde,
når der pludselig viser sig at være hvide hyacinter på en næsten lige række her uden for vinduet.
Ellen, jeg selv eller mange andre amatørhaveejere kan på ingen måde forestille sig, at man kunne bo et
sted uden have. Det er her, man får udbytte i form af smukke blomster, overraskende ukrudt, fugle i farver og til tider krydderurter, bær og tomater. Vi får meget, vi ikke vidste, vi gerne ville have.
Også i skolen får
man et udbytte, man ikke altid vidste, man gerne ville have. Når elever som voksne ser tilbage på skoletiden og skal gøre rede for, hvad de lærte, så er det ofte de personlige og sociale kompetencer, der anføres først.
Glæden ved et fag. Evnen til at arbejde sammen med andre. Værdien af at kunne fordybe sig i matematikken og regnestykker og få dem til at gå op.
Man lærer noget gennem et fag. Man er i skolen sammen om et fag. Løgstrup
siger det klart i ”Opdragelse og etik” fra 1972: ”Medens vi bakser med en opgave udvikles den karakter, der betinger løsningen af den.” Man skal i skolen mødes med og om et fag og et fagligt indhold, men det er ofte ”sidegevinsterne”,
der står som den væsentligste læring. Den ensidige fokusering på målstyring (John Hatties feedback på målstyringen skal redde alle inklusionselever, - og alle andre elevers læring) får aldrig sat ord på
andet end det, vi allerede ved. Det uforudsete, det ukendte og det ubeskrivelige kan ikke sættes i en målstyringsmatrix, og derfor kan man ikke ensidigt arbejde med målstyret undervisning. Vi vil sikre os, at eleverne lærer noget.
Det kan vi ikke. Man kan lægge rammerne, så man fremmer læring, men sikre sig, at der sker noget inde i elevernes hjerne, - det kan man ikke. Så kort kan det sige.
Fra en lejrskole (i storm og kuling til Skagen og Rubjerg Knude
og vestkysten) med 8. klasse har klasselæreren Christian Nikolajsen givet følgende (ironiske og humoristiske, hvis man skulle være i tvivl) bud på læringsmål, målopfyldelse og synlige tegn på læring. Den
slags skal al undervisning i skolen beskrives i forhold til. Plagsomt? Ja. Her er et eksempel på mål for turen ind over Råbjerg Mile ( i regnvejr):
Læringsmål: Eleverne skal blive så dygtige de kan til at tage tøj
på, der passer til det vejr, de skal ud i.
Målopfyldelse på niveau 1: Jeg er gennemblødt. Synlige tegn på læring: Jeg kan mærke mine bukser klistrer rimelig meget til mine lår.
Niveau 2: (der kan
give karakteren 4-7): Jeg er lidt våd. Synlige tegn på læring: Gummistøvler er et gode i vandpytter. Bukseben forbliver tørre, hvis de kommes ned i støvlerne.
Niveau 3: (der giver topkarakter 10- 12): Jeg er helt
tør. Synlige tegn på læring: Jeg har regntøj på. Jeg ligner et bildæk i regntøjet, men de andre ser misundeligt på mig. Jeg føler, at det kører for mig.
Og så beskriver læreren,
hvordan klassens lejrtur har været fyldt med ægte engagement i forhold til kunsten på Skagen, stormen over Råbjerg Mile, Skallerup flygtningemuseum, madlavning, rengøring og det fælles ansvar for at alt fungerede. Ingen
blev tabt, alle var med, nogle var mere våde end andre, nogle lærte noget om rengøring, de ikke vidste. Alle lærte noget om værdien af god og passende påklædning og fagligheden var nok i fokus, men alle sidegevinsterne
er noget, eleverne har brug for – også uden for skolens vægge. Pointen fra 8.klasses Skagenstur er som haveejerens og alle skolelæreres hverdagserfaring: Man kan planlægge meget, men man kan ikke styre alt. Der er et utal af uforudsete
hændelser (vejr, vind og elevers forskellighed) som man ikke kan tage højde for.
N.B. Trods de mange uforudset glæder, så gælder det dog fortsat, at man kan sætte mål for en hel del. Eksempelvis et mål
om at bedet til georginer skal være gravet og klar inden aften. Her er de synlige mål meget synlige. Og lige netop her gælder det som min gamle genbo tørt bemærkede over hækken: ”Det bliver, som det arbejde, man lægger
i det.”
Alligevel får Ellen og jeg og alle andre haveejere (og skoleelever) meget vi ikke vidste, vi gerne ville have.
B