Du skal aldrig lade som om du ikke vidste, hvad der foregik
”Du skal aldrig lade som om du ikke vidste, hvad der foregik, det vil være den værste forbrydelse af dem alle.” Sådan siger en tjenestepige
til Pieter i ”Drengen på toppen af bjerget”, en ny bog af John Boyne
”Selvom Pierrot Fischers far ikke døde under Den Store Krig, påstod hans mor, Émilie, altid, at det var krigen, der havde slået ham
ihjel”. Sådan indledes bogen ”Drengen på toppen af bjerget” med et billede af krigens (altså Første Verdenskrigs) følgevirkninger. Og det er krig og ikke mindst krigens og magtens følger, der er det
helt store tema i John Boynes nyeste bog: ”Drengen på toppen af bjerget.”
Historiske romaner, der har sit afsæt i ”en virkelig historisk tid” kan noget helt særligt. Det er virkelig sket, det hændte engang,
og det er en del af vores kulturelle ballast, - sådan tænker vi som læsere, når handlingen er henlagt til en kendt og mere eller mindre genkendelig fortid. Anden verdenskrig er rammen om mange børne – og ungdomsbøger.
Det er bøger som ”Drengene fra Skt. Petri”, Martin Petersens ”Med ilden i ryggen” og Morten Dürr: ”Det skjulte kort”. Det er også Orlevs ”Øen i fuglegaden”, Rifbjergs ”Kesses krig”
og det er John Boynes ”Drengen i den stribede pyjamas”.
Krigen som ramme om fortællinger for børn kan sætte en ramme, hvor valget mellem ondt og godt bliver tydeligt og klart. I krigen er hverdagslivet suspenderet, og
her bliver alle vedtagne regler sat til fornyet diskussion. Sådan er det også i den nye bog af forfatteren bag ”Drengen i den stribede pyjamas”.
”Drengen på toppen af bjerget”, hedder bogen, der udkommer på
Danmarks Befrielsesdag den 4. maj. Måske er det en velvalgt dato, måske er det helt tilfældigt. Det er en bog om de moralske dilemmaer, der følger med magten i en uniform.
Filosoffen Martha Nussbaum siger i et interview fra
2011: ”De tre store moralske og mellemmenneskelige farer er, at
1) mennesker opfører sig værre, end de ellers ville gøre, når de er del af en gruppe og ikke bliver holdt individuelt ansvarlige,
2) mennesker
opfører sig værre, end de ellers ville gøre, hvis ingen afgiver afvigende holdninger i en gruppe. Er der blot én, der rejser kritiske indvendinger, befrier det andre til at følge deres egen opfattelse og dømmekraft,
3) mennesker opfører sig værre, end de ellers ville gøre, hvis mennesker, de har magt over, opfattes eller præsenteres som i en eller anden forstand mindre menneskelige, mindre individuelle end dem selv.”
Det er disse
etiske dilemmaer John Boyne skriver om i ”Drengen på toppen af bjerget.”
Pierrots far forsvinder ud af hans og moderens liv i Paris, og det efterlader Pierrot og hans mor alene tilbage i et Frankrig, hvor der er et begyndende jødehad.
Det er i 1936, Pierrots bedste ven er stum, han hedder Anshel og bor i samme hus som Pierrot. Sammen har de to drenge udviklet et tegnsprog, så de kan kommunikere, og Pierrot er den eneste, der får lov at læse de historier Anshel skriver.
Til tider fortæller Pierrot gode historier til Anshel, og når Anshel har skrevet fortællingerne ned, spørger Pierrot: ”Er det så mig, der har skrevet den”. Svaret fra Anshel er: ”Nej, det er mig, der har skrevet
den, men det er din historie.”
Det bliver et tilbagevendende tema i slutningen af bogen: Det er vigtigt at få fortalt sin historie.
Inden da gennemlever de to drenge Hitlers regime og det tyske riges storhed og fald. Pierrots mor
dør, han kommer i pleje, først på et børnehjem og siden hos faderens søster i en borg på toppen af et bjerg i Sydtyskland. Det viser sig at være Hitler og Eva Brauns sommerslot, og nu opdrages Pieter (som
Pierrot nu kaldes) trods fasteren modvilje til en eksemplarisk Hitlerjugend.
Kunne enhver blive bøddel for sine nærmeste, hvis opdragelsen foregår i en sådan lukket uniformeret verden? Kunne Pieter være blevet en modstandskæmper
fremfor nazist? Hvem har skylden for de drab og den ondskab, der følger i uniformens og magtens spor? Kunne Pierrot have handlet anderledes?
”Drengen på toppen af bjerget” er en historie om ”En dreng, der var vokset op
med kærlighed og anstændighed i sit hjerte, men som var blevet ødelagt af magten. Historien om en dreng, der havde begået forbrydelser, som han ville være nødt til at leve med resten af sit liv.”
Pierrot,
Anshel, Hugo, Beatrix, Ernst og alle nazisterne, frihedskæmperne og de almindelige borgere havde alle et valg. Bogen her giver et indblik i, hvordan man vælger – og hvilke konsekvenser de mange små valg har andre. Herta, tjenestepigen
på sommerslottet på toppen af bjerget sagde som en af de få til Pieter: ”Du skal aldrig lade som om du ikke vidste, hvad der foregik, det vil være den værste forbrydelse af dem alle.”
Netop litteratur kan stille
de spørgsmål, man ikke kan finde svaret på, men litteraturen kan give indblik i de dilemmaer, ”de andre” (og læseren selv) må forholde sig til. Man må kunne forestille sig andres liv, hvis man skal kunne sikre,
at magten ikke forvaltes blindt og uden empati og indsigt.
Martha Nussbaum siger det kort: ”Selvfølgelig er det vigtigt, at unge mennesker har et arbejde og føler medbestemmelse på den førte politik. Men hvis du aldrig
er blevet trænet i at forestille dig, hvordan dine medborgere har det, og kan finde ud af at argumentere med respekt, vil demokratiet i sidste ende fejle.”
Bodil Christensen