Holdsport, håndbold og holdbare fællesskaber
”Man skal aldrig komme for meget foran i starten af kampen”, ”Så længe vi har bolden, så scorer de andre ikke”, ”De andre må
også kun være seks på banen”, ”Vi går ikke ned på catering”, ”Hoppe, svæve, tænke – skyde”, - eller det kan være ”Det hold, der scorer flest mål, vinder kampen”.
Den slags kloge visdomsord fra håndboldsporten er en del af det fælles bagkatalog for ”de gamle” (og det behøver vel egentlig ikke længere stå i citationstegn) divisionsspillere fra Horne KFUM Håndbold.
Som for alle former for holdsport i Foreningsdanmark, har man som spiller fået meget mere end kampresultatet med sig fra håndboldhallen. Det har også givet ovennævnte kloge ord, men som det kan opleves, hver gang vi mødes
(som denne lørdag til brunch) så viser det sig, at der er masser at tale om. Det er ikke blot gamle holdbilleder, der bliver diskuteret. Det er dagen og vejen for alt og alle, og lydniveauet ville Arbejdstilsynet helt sikkert kunne påtale.
Dagens brunch rakte hen over eftermiddagskaffen, før alle væsentlige oplysninger og emner var nogenlunde færdigdebatteret. Det er en fornøjelse.
Når man har trænet sammen tre gange om ugen, kørt til kampe
i Ringkøbing, Hvide Sande, Skive og Nissum, spillet, tabt og vundet sammen, delt frustrationer over trænerne, dommere og arbejdskollegerne, så giver det et netværk, der rækker langt.
Sådan er det for mange holdspillere,
uanset om det er i fodbold, håndbold eller volleyball.
Derfor kan man håbe, at dette holdfællesskab også bliver noget de nuværende ungdomshold kan glæde sig over.
Når Emma, Sille, Emelie, Mille, Julie,
Maria, Ida, Frida, Nikoline, Cecilie og Thea og Christian, Tobias, David, Simon, Michno og de andre drenge og piger spiller håndbold på et ungdoms- U-12 hold, så får de nogle af de samme erfaringer med sig, som man får fra et
divisionshold.
Som holdspiller lærer man, at det gælder om at fylde den plads ud, man har fået. Ikke alle kan være ”hugger på venstre back”, der skal være nogle på alle pladser, og man må byde
ind til fællesskabet med det, man kan. Man lærer at tabe og vinde, og ikke mindst kan man få erfaring med at være klar til næste kamp efter et nederlag. Det giver en robusthed, der kan være meget, meget vigtig i resten af
tilværelsen. Man lærer, at forskellighed er en styrke i det fælles projekt. Nogle er gode i forsvaret, fløjene bør være hurtige, straffekastskytter rolige og der er forskellige forventninger til den enkelte. Der forventes
mere af de, der har talent og styrke, men der forventes noget af alle.
Man lærer også, at man må møde op til træning og kamp – hver gang. Intet ville fungere, hvis alle blot deltog de dage ”de følte
for det”. At kunne tilsidesætte egne umiddelbare behov til fordel for et fælles projekt er en værdifuld kompetence at få med sig.
Når eksempelvis håndboldsporten er på tilbagegang i dette årti til
fordel for mere individuelle sportsgrene, så kan man håbe, at udviklingen kan vendes. Peter Mindegaard står bag en ph.d. afhandling (Syddansk Universitet) med titlen: ”Boldspil under kulturel og samfundsmæssig forandring”
og her gør han på et par hundrede sider rede for en problemstilling, som mange håndbold (og fodbold)-trænere og ledere kender fra praksis: Det bliver vanskeligere at rekruttere spillere til faste træningstider, sæsonens
kampe og klubtilhørsforholdet er ikke længere så stabilt som tidligere.
Vi ved det. Den enkelte skal prioriteres langt skarpere mellem mange flere tilbud end tilfældet var i 1980’erne, hvor håndbold havde en storhedsperiode.
Der er skole, fritid, sociale medier, familie og arbejde, der skal passes ind i en hverdag, hvor også skolereformen, den øgede mobilitet, fraflytningen fra landdistrikter og skolelukninger har indflydelse.
Trods de vanskeligere rammer,
så er der fortsat mange forældre, trænere, ledere og spillere, der værdsætter foreningsidrættens tilbud, - hvad enten det er i fodbold, håndbold, badminton eller atletik. Det gør en forskel.
Det giver
en robusthed overfor urimeligheder i verden, og det giver en erfaring med, at man kan mødes om et fælles projekt – også selv om man er vidt forskellige. Og det giver et fællesskab, der ofte rækker langt videre end kampen
og træningen.
P.S: Trods bemærkningen om, at det er vigtigt at lære at tabe, så er det altså fortsat langt sjovere at vinde end at tabe. Ærgrelsen over et nederlag har ingen alder, men måske tager det kortere
tid at komme tilbage i humør igen. Måske.
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
980 Hirtshals
boc@ucn.dk
wwwbodilchristensen.dk