At lære er at være – til stede
Norsk fjeldflora! Geologien i Dolomitterne. Sproghistorien hos et lille dalfolk i samme Dolomitter. Første Verdenskrigs mange umulige konflikter, træfninger
og stillinger. Der er meget fagligt stof, man kan blive optaget af i løbet af en sommerferie. Der er umådelige mængder af viden, man ikke vidste, man gerne ville have. Der er næsten ingen ende på, hvad man ved alt for lidt om,
når man giver sig ud i verden fra sit eget matrikelnummer.
Resten af året er jeg ikke synderlig optaget af hverken fjeldflora eller bjergenes geologiske beskaffenhed, men det er en stor glæde at stå midt ude på en alpetop
og her få en tysk guides forklaring på landbrugets tilbagegang på de italienske bjergskråninger, det er herligt at møde et lille bitte privat museum, der (godt nok på italiensk) kan fortælle, hvem der var i krig med
hvem og hvor, og hvor meget de frøs under Første Verdenskrig i de slag, der blev udkæmpet i mere end 3000 meters højde. Det er også godt at have google ved hånden, (når der er mobildækning), så vigtig
viden kan tjekkes.
Også litterært har sommeren udvidet (og repeteret) min viden om de klassiske norske forfattere. Grimstad, den lille hvide norske kystby tæt på Kristianssand, har mange spor efter såvel Knut Hamsun som
Henrik Ibsen. Også her var der megen viden, der måtte tjekkes op på.
Knut Hamsun havde sin noget turbulente hverdag i Grimstad, da han efter 2. Verdenskrig blev retsforfulgt for sin noget uheldige hyldest af Hitler. Han boede en overgang
på en bakketop på Grimsted gamle Sykehjem i Grimstad by, og her kunne han hver dag gå sin ”rusletur” ned ad bakken til postkassen på Stortorvet i Grimstad. Også Henrik Ibsen leverer et bidrag til Grimstads turister.
Her er et Ibsen-museum, en cafe med Ibsens navn, og der er ikke langt til Fjære Kirke, hvor selveste Terje Vigen ligger begravet. Henrik Ibsen skrev om sømanden Terje Vigen i et langt episk digt, der beskriver den fattige norske sømands
kamp for at få brødkorn sejlet hjem fra Fladstrand og over åbent hav til sin hustru Anna og det nyfødte barn.
Fragmentarisk viden, kan man tænke. Men det er gode eksempler på, at al vigtig viden tager afsæt
i en opmærksomhed og en interesse hos den, der skal lære noget. Hvis det ”blot” læses, så glemmes det igen uden tøven.
For elever i skolen (og for studerende på de respektive uddannelsesinstitutioner)
er det vigtigt at sætte fokus på den pædagogiske og didaktiske tilgang, som Platon, Aristoteles, Løgstrup og nu senest Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og Thomas Aastrup Rømer gør sig til talsmænd for: At man
lærer ved at fordybe sig i stoffet, man lærer ved at være opmærksom over for verden, og man lærer ved at forglemme sig selv og lade sagen være i centrum.
Det er et modsvar til de seneste års store glæde
ved læring, processer og at lære at lære som det væsentlige i skolen. Det er et forsvar for en undervisning, der sætter fag, faglighed, stof og indhold i fokus. I bogen ”Uren pædagogik 3” skriver Svend Brinkmann:
”Vi skal altså lære at se ud i verden, og deraf følger ofte en personlighedsudvikling (nye bevidsthedskvaliteter, nye ønsker). Men det er en afledt effekt af at blive ledt væk fra sig selv og ud i verden. Man kan ikke
fokusere direkte på individet for at ændre og udvikle det – det må følge af at forbedret forståelse af det, der findes derude.” Man lærer om sig selv, når man lærer om verden. Det er skolens opgave
at udvide elevernes verden, og gennem denne større verden dannes eleverne som en bonus-gevinst.
K. E. Løgstrup sagde det samme (kort og præcist) i ”Opdragelse og etik”: ”Medens vi bakser med en opgave udvikles den
karakter, der betinger løsningen af den.” Og det er Platon, der høres gennem udsagnet her (hvor Bertel Haarder giver stemme til den gamle græker): ”Centrum i skolen er det faglige udbytte, som skaber den personlige udvikling.
Det handler om faglig fordybelse, om at udvide elevernes horisont og sprænge den verden, de kender i forvejen. De skal ikke se ind i sig selv, men se ud i verden.”
Sådan er Brinkmann, Tanggaard og Aastrup Rømer i ”Uren
pædagogik 3” helt på linje med de gamle: Platon, Aristoteles og K.E. Løgstrup: I skolen skal man møde et fag og et fagligt stof, der kan udvide verden for hver enkelt elev. Det kræver opmærksomhed og tilstedeværelse.
En opmærksomhed, der også er bundet til kroppen, så man netop i særlig grad er opmærksom, når man også inddrager andre sanser, som det sker, når man er til stede på fjeldet, hvor man kan se floraen, eller
når man går på Hamsuns ”gjengrodde stier” i Grimstad, ser Terje Vigens mindesmærke, eller når man samler sten i Dolomitterne.
For at lære må man være – til stede.
P.S. Brinkmann,
Tanggaard og Aastrup Rømer har redigeret ”Uren pædagogik 3”, hvor der er spændende bidrag. Det er et skarp hug til alle målstyringseksperterne, der tror, at undervisning og læring kan styres fra centralt hold.