Anette, Aase, Bente, Mette, Jens – og alle de andre lærere
”Når en lærer smiler, så tænker man bare inde i sig selv: Yes, jeg håber, det bliver en god dag.” Sådan forklarer
Rasmus fra 5. klasse, hvor stor betydning læreren har for hans hverdag. Og Lara fra samme 5. klasse siger om læreren Anette: ”Det er ligesom man kan sige, at vi kender Anette udenad. Vi kan se det på hendes ansigt, når hun skal
skælder ud, og vi kan se det på hendes ansigt, når hun er glad, og hvornår hun er sur og sådan noget.” Og Mikkel, 5. klasse siger om læreren Bente: ”Man kan godt lide Bente, fordi at hun er rolig –
altså hun skælder ikke så meget ud. Hun siger hellere, hvad man skal gøre, i stedet for hvad man ikke skal gøre.”
Sådan lyder tre citater fra folkeskolens vigtigste aktørgruppe, nemlig skoleeleverne.
Rasmus, Lara og Mikkel er nogle af de mange, mange elever, som skoleforskeren Louise Klinge har talt med i arbejdet for at finde ud af, hvor meget relationerne (de gode, vel at mærke) bidrager til at børn lærer bedre og mere.
Louise
Klinge giver eksempler på, hvad eleverne skal og bør opleve hos lærere, for at de føler, at de betyder noget for læreren. Det handler om faglighed, om forventning og om følsomhed overfor den enkelte elev og hele klasse.
Otte punkter er vigtige, hvis skolen skal være et sted, hvor eleverne trives og lærer noget:
- Læreren skal vise at faget er vigtigt.
- Læreren skal ikke være bebrejdende.
- Læreren skal have positive
forventninger.
- Læreren skal vise menneskelig opmærksomhed.
- Læreren skal være sensitiv overfor elevernes behov.
- Læreren skal skælde mindre ud.
- Læreren skal fokusére på
det positive.
- Læreren skal lade eleverne arbejde aktivt med stoffet.
Det lyder overskueligt med otte punkter, men i praksis kan det være ret vanskeligt at mestre. Nogle lærere står som forbilleder for den næste
generation af folkeskolelærere. Forbillederne er hentet fra Biersted, Klokkerholm, Vodskov, Skørping og andre helt almindelige nordjyske skoler, hvor lærere hver dag gør sig umage for netop at ”gøre en forskel”.
Her er nogle få eksempler, hvor kommende lærere fortæller om deres forbilleder i lærerfaget: Anette, Aase, Mette og Jens:
”En dag kommer Anette ind i klassen. Hun fortæller os, at hendes datter er flyttet hjemmefra.
Med et glimt i øjet fortæller hun, at hun nu derfor har en forfærdelig masse tid, som hun skulle have tid at gå og derfor vil hun hver mandag blive efter skole, og hjælpe dem, der brug for hjælp med dansk, lektier, aflevering
og hvad, der ellers kunne trænge sig på. Efterhånden kom der flere og flere til om mandagen efter skole.”
”Vi var ikke bange for Aase, vi vidste bare, at hun lige skulle drikke sin kaffe færdig, før vi havde
for mange spørgsmål. Aases anden side var en varm person, som man altid kunne regne med, hvis det blev nødvendigt. Hun var mest en skrap mokke overfor os drenge, som jo nok skabte en del larm. Hun holdte mig til ilden og fik mig til at
læse stakkevis af bøger, fordi jeg var dygtig, og dygtige elever har et ansvar for at udvikle deres talent. Det var hendes syn på sagerne.”
”Jeg håber, at jeg bliver en lærer ligesom Mette. En lærer der
kan opmuntre eleverne til at gøre sit bedste og være en person, som eleverne føler sig fortrolige med, så de mærker, at jeg kun ønsker dem alt det bedste.”
”Jens havde i løbet af året skabt
en relation til mig, på den måde, at han altid spurgte ind til, hvordan det gik med træning og kamp osv. Det motiverede mig altid til, at jeg ville vise ham, at jeg også interesserede mig for ham, og hans undervisning. På den
måde fik jeg meget mere ud af undervisningen.”
Annette, Aase, Mette og Jens havde (og har sikkert fortsat) det særlige blik for den enkelte i fællesskabet.
Når 27 % af eleverne i 8. klasse i 2017 vurderes ikke-uddannelsesparate
til en ungdomsuddannelse, så må man sætte fokus på det element, der virkelig kan flytte noget: Lærerens relationskompetene.
Konklusionen i Louise Klinges skoleforskning kunne lyde så kort, som pigen fra 6. klasse
udtrykke det: ”Når læreren viser interesse for en, så får man det ikke sådan: Nå… man er bare en elev. Nej, så viser hun, at hun ligesom bekymrer sig for mig, og om jeg lærer noget.”
Netop
nu er en lang række nye lærere mødt ind på skolerne for at blive kolleger med Anette, Aase, Mette og Jens. De vil gøre sig umage, men forældre og skole må samarbejde med dem, hvis alle skal blive så dygtige,
som de kan.
P.S. Man kan læse Louise Klinges bog: Lærerens relationskompetene, men man kan også se en tre minutters youtube-konklusion på: https://www.youtube.com/watch?v=A5AqX_NDcR8