Virkeligheden er altings prøve
Dewey, Vygotsky, Klafki, Bruner, Dale, Lave & Wenger, Louise Klinge og den klassiske Grundtvig er gode navne på teoretikere, der bliver læst af kommende lærere. Teoretikerne
har tænkt og skrevet meget om, hvordan man bedriver god undervisning. Man kan faktisk lære en hel del af at læse, hvad de skrev, men da jeg til et jubilæum på den skole, hvor jeg havde mine allerførste lærer-år
(virkelig mange er fulgt med siden) skulle gøre status og sige noget fornuftigt om undervisning og lærerliv, ja så blev det nogle helt andre navne, jeg måtte kreditere for mit pædagogiske grundsyn.
Jeg har fået mit
pædagogiske ståsted i mødet med Anders, Benny, Jane, Jens, Hanne Kusk, Brian, Ruth, Betty, Ellen fra Års, Peer, Birgitte, Poul Martin Møller, Bendtsen, Lene, Poul Otto og alle de andre efterskoleelever på mit første
elevhold.
På seminariet havde vi (heller ikke den gang) lært alt, der var brug for. Tilbage først i 1980’erne var det dog ikke klasseledelseskompetence, relationskompetence og didaktisk kompetence, vi efterspurgte som nye (efterskole)lærere.
Nej, de udfordringer, der stod skarpest, var langt mere konkrete:
- Hvordan renser et halmfyr, så der er varmt vand til alle også i weekenden?
- Hvordan klipper
man får så både får og klipper er i live bagefter?
- Hvordan man organiserer en kartoffeloptagning, uden at det bliver alles kartoffelkamp mod alle?
-
Hvordan man får alle til at cykle den rette vej mod en lejrskole et sted i Østjylland?
- Hvordan man laver sovs uden klumper
Alt det skulle læres samtidig med at man skulle lægge øre
og hjerte til alle de problemer, efterskoleeleverne også havde, man skulle kunne lukke øjnene for en del regelbrud, og man skulle håndhæve bordskik og undervise i dansk . Det gav i løbet af de første år et billede
af, at det vigtigt med tre ting:
- Et etisk aspekt, hvor man må holde et spejl op for sig selv og spørge: Ville jeg selv være med til det, jeg lige nu forventer af mine elever? Kants kategoriske imperativ om at ”du skal
handle, så enhver af dine handlinger kan ophøjes til lov for almenheden”, gælder her.
- Et pædagogisk aspekt, hvor indianernes krigsstrategi er forbilledet. Det gælder, at man aldrig skal presse eleverne op i en
krog, hvorfor der ikke er nogen udvej. Man må altid give valgmuligheder, så ingen taber ansigt. Og et helt konkret bud er, at man aldrig nogensinde skal tage en konflikt i spisesalens åbne rum. Den er tabt på forhånd.
- Et
didaktisk aspekt, hvor muldvarpemetaforen kan illustrere, at man ser noget på overfladen hos eleverne, men der ligger meget og mere under overfladen. Sørg for at følge med i elevernes liv. Se de tv-serier, de følger, tjek stillingen
i superligaen, følge med i spil, musik og fritidsliv på en sådan måde, at du ved, hvad de interesserer sig for.
Det var det. Nemt og overskueligt.
Louise Klinge (min yndlingsforsker i didaktik) har sagt, at det
for lærere netop gælder om at man skælder mindre ud, tror på at eleverne gør deres bedste, er klar over, at det du gør, betyder mere end det, du siger, at eleverne også skal have ordet, og at det er eleverne, der
skal arbejde med stoffet.
Til det sidste punkt kan jeg roligt sige, at eleverne på efterskolen arbejdede. Med halm, køkken, kartofler og rengøring, men også med teater, billeder, tekster, matematik og sprog. Længe før
det blev et hit med bevægelse i undervisningen, så var det en del af efterskolens pædagogik.
Således har de efterfølgende år som lærer (i efterskolen og efterhånden mange, mange år på seminariet)
fortsat afsæt i den virkelighed, eleverne mødte os med på efterskolen. ”Virkeligheden er altings prøve”, skrev Jakob Knudsen (ham med ”Se nu stiger solen….”), og det står fortsat på en mindesten
ved præstegården i Aggersborg, og det står også som overskrift over mit lærerliv. Heldigvis er det helt på linje med de teoretikere, der stod som indledning til denne klumme, så til stræbsomme lærerstuderende
(og alle, der har med undervisning at gøre) må jeg sige: Det er også nyttigt at læse teorierne. Det er forbavsende, hvordan de ofte hænger sammen med praksis.
P.S: Og til et nævnte jubilæum skal det også
siges, at det kan være belastende at møde ”gamle elever”, der er fyldt 50. Hverken jeg selv eller mine daværende kolleger er jo blevet særlig meget ældre.
Bodil Christensen
Møllegårdsvej
1 Horne
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk
www.bodilchristensen.dk