Fugle i farver
”Skyerne gråne og løvet falder, fuglene synge ej mer…” Sådan skriver Grundtvig i ”Efteråret”, 1846. Måske sang fuglene ikke i 1846, men det gør
de nu. Lige uden for mit vindue. Når fuglene synger (ja, de pipper og kvidrer i hvert fald) så skyldes det nok den meget julede anretning, de kan finde på foderbrættet: solsikkekerner, der har været en tur i restproduktet fra
klejnekogeriet. Det må være søndagsmiddagen for alle musvitter i nabolaget, så vidt jeg kan se.
Fugle optræder i virkelig mange af Højskolesangbogens vintersange. Hos Ingemann sidder forfatteren inden døre
og ser mod ruden, hvor ”… det er så koldt derude, dog synger, der er en lille fugl, på kvist ved frosne rude.” Steen Steensen Blicher ser på fuglene ude i naturen, og han ved, hvad de hedder: ”Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude, melder sig den små musvit (…) Det er koldt herude, ravne skrige, ugler tude, søge føde, søge læ.” Hos Aakjær er det igen en af de tavse fugle: ”Spurven sidder stum bag
kvist, såmænd og om ej det fyger!” og her sidder den, helt til ”Eja, den første stær” kommer til landet på en af Johannes V. Jensens lysfyldte morgener ”til marven kold, med rim på tage og træer.”
Sommer – og forårssange har deres storke, viber og lærker, men vinterens fugle er musvitter, spurve, solsorte og (kan jeg se fra mit vindue mod foderbrættet, og efter at have tjekket med ”Fugle i farver”) også skader
(ja, dem kender jeg nu uden opslag), grønsisken, dompap, bogfinke og så må gråspurve og skovspurve også noteres som to forskellige arter.
En fugl er jo en fugl, og man kunne vel også dele fugle op i to kategorier:
pæne fugle og grimme fugle. Eller irriterende fugle (hvor måger sikkert tager førsteprisen) og syngende fugle. Det gør dog verden mindre mangfoldig, om man ikke ser nuancerne i den verden, vi befinder os i. Carl von Linné (1707
– 1778 og manden bag floraens klassifikationssystem) sagde: ”Man må kunne sætte navn på verden for at have kendskab til verden.” Det gælder fortsat. Vil man kunne føle sig hjemme i verden, så må
man også have et sprog, som verden kan beskrives og fortolkes med.
Denne ”viden om verden” ligger bag al ny viden, man skal tilegne sig. Hvis der er for mange ”tomme pladser”, når børn og unge (ja, og ældre)
læser faglitteratur (og skønlitteratur), så bliver alt uforståeligt. Det er ikke kun et vist antal fuglearter, man bør kende, det er også spændvidden generelt i sprog. Sproglig kompetence kommer med (siger en af
mine yndlingsforskere: børnebogsforskeren Torben Weinreich) at man erhverver sig læsekompetence, (så man kan læse og afkode teksten), konventionel kompetence (så man ved, hvor man finder bøger og tekster), retorisk kompetence
(så man forstår billedsprog med mere), intertekstuel kompetence (så man ved, at alle tekster hænger sammen med alle andre tekster) og endelig den særligt relevante encyclopædiske kompetence: man skal vide noget, før
man kan tilegne sig mere viden.
Skal man have overskud til at stille spørgsmålstegn ved vedtagne konventioner og regler, så gælder det, at man først skal have den sikkerhed, der ligger i, at man kender den kultur, man
er en del af.
Den encyclopædiske kompetence tilegner man sig først og fremmest ved at være nysgerrig overfor det, der sker her og nu i verden. Og ved at interessere sig for det, der allerede er sket. Ser man en måge, så
må man (i det mindste, hvis man bor her i VandkantsDanmark) tænke: Er det en stormmåge, en sildemåge, en sølvmåge, en hættemåge eller måske en hvidvinget måge. Ser man ud på foderbrættet,
så kan man tjekke ”Fugle i farver” (og alle under 27 vil nok i stedet vælge den meget tjekkede app: https://itunes.apple.com/dk/app/fugleapp/id855171759?l=da&mt=8),
hvor man kan se fugle og høre fugle.
Så vil man kunne præcisere at her er der en husskade (irriterende fugl), nøddekrige, kærnebider, grønirisk, grønsisken, dompap, stort korsnæb, kvækerfinke
(i store og sjældne træk), en silkehale og ude i det åbne land kan man spotte musvåger, duehøge, spurvehøg eller hedehøg.
Verden bliver ikke fuldendt og lykkelig, fordi man kender et vist antal fugle ved
navn, men overføres denne interesse for nuancering og spændvidden i sproget til andet (og måske vigtigere områder af verden), så kan man udtrykke sig mere nuanceret, få kompetencen til at tilegne sig (endnu) mere viden,
og måske som von Linné sagde: Føle sig hjemme i verden.
Derfor skal børn (vil Søren Ryge og jeg sige) lære mindst femten fuglearter at kende. Og ligeledes med blomster, med træer, stjernebilleder, bilmærker
og hunderacer. Man må kunne sætte navn på tingene og fuglene.
P.S. ”Fugle i farver” af Hans Hvass udgivet i 1963, - det er en bog, der ikke forældes. Den holder.