Det er surrealistisk og helt, helt stille
”Det er surrealistisk at opleve det kæmpebanner med påmalede vinduer, der er spændt udover regeringsbygningens front. I det første rum i bygningen, er det hjerteskærende
at se alle ofrenes billeder med nogle få mindeord under. Jeg får en klump i halsen. Det går mere og mere op for mig, hvor grusom og beregnende Breivik har været, mens han har planlagt og udført dette terror anslag. Jeg går
videre, og ser den store tavle, hvor hændelsesforløbet er brudt ned i minuttal.” Sådan lyder det i en af de lærerstuderendes refleksioner over et besøg på Norges center for ofrene fra 22. Juli 2011.
Jeg
har været på studietur til Oslo sammen med et hold lærerstuderende. Studieturen havde mange faglige oplæg om norsk sproghistorie, norsk kultur, litteratur og geografi, og alt dette fandt de lærerigt og interessant; men efterfølgende
i samtalerne var det en anden oplevelse, der stod stærkest.
En eftermiddag var vi på Nationalgalleriet for at se billeder af Edward Munch, Christian Krogh og de gamle norske romantikere. Herefter er der tid til at ”resten af Oslo”,
og hele holdet gik den korte vej hen mod Regeringskvartalet i Grubegate, hvor man kan finde ”22. Juli Senteret”.
Det er netop, som en studerende påpeger, helt surrealistisk at se den store regeringskontorblok, hvor der fortsat er ”katastrofe”
overalt. Hele fronten er en Potemkim-kulisse af vinduer. Det er et banner, der hænger ned over blokkens sider, og først når man er opmærksom, så ser man, at det er en falsk front. Det er et lærred med påmalede vinduer.
Nabobygningerne har fortsat rustikke spånplader for vinduerne. Det var i 2011 terrorangrebet fandt sted, men når man har besøgt 22. Juli-Senteret, så tænker man, at der altid vil være åbne terror-sår i hele
Norge.
Inde i ”Senteret” er der helt stille. Vi var 30 besøgende på samme tid, men der var fortsat helt, helt stille. Som besøgende går man først ind i et rum, hvor der hænger 77 billeder. Et portræt
af hver af de dræbte.
Helt stille og tyst får man her navn, alder og hjemstavn for alle ofrene. Og billederne viser den helt unge dreng med tandbøjle og et genert smil, der er billeder af unge piger og drenge klar til fest, stilige
gutter med habit og et kommende politikerblik, der er medarbejderne fra regeringsbygningen, og der er unge fra Tromsø, Trondhjem, Sørlandet og Telemark. Det var hele Norge, der sendte unge på sommerlejren. Det er hele Norge, der genkender
sig selv i ofrenes korte historie. For unge danske (og også for ældre danske seminarielærere) er det også genkendelsen, der er så ubærlig og rystende. Det er helt almindelige unge.
Udover portrætgalleriet er
der en tidslinje, hvor hele hændelsesforløbet kan følges gennem de unges sms-er, twitter, opkald og ”det officielle” Norges reaktion. Man ser hvor kort tid, der går fra eksplosionen i Oslo Centrum til der på den
A-4-ternede ”logbog” ved færgen mod Utøya er registreret: ”1 politi”. Det var gerningsmanden, der var på vej. Den håndskrevne logbog viser, hvor surrealistisk det hele er. Udstillingen viser også de falske
politiskilte og uniformen, som gerningsmanden bar. Uden mange kommentarer er det her overladt til den besøgende at huske begivenheden: En enkelt mands helt meningsløse terror mod et helt lands ungdom.
Som mordet på Kennedy huskes
af en hel generation af ældre, så er 22. juli 2011 en dato, der huskes: ”Jeg kan stadig huske hvad jeg lavede den dag tragedien fandt sted. Tour de France på TV’et med nogle kammerater. Jeg kan huske, at jeg fandt det forfærdeligt
at se det i nyhederne, men det er intet sammen-lignet med de følelser der gennemstrømmer en, når man får detaljerede øjenberetninger fra de overlevende og står ansigt til ansigt med billeder af ofrene. Der finder man
ud af hvor brutalt livet kan være.” – sådan fortæller en anden af de studerende om sin oplevelse.
Gerningsmandens navn nævnes ikke på noget sted i udstillingen. Han er navnløs. Det er ikke et center,
der skal minde om hans terror, det er et ”22. Juli-Senter”, der skal vise, hvordan et helt folk blev ramt på deres identitet. Det er også fortællingen om en ungdomsgeneration, der valgte at møde ondskaben med fællesskab
og håb ud fra Nordahl Griegs digt: Til ungdommen”, hvor der står: ”Her er dit væ"r en anden af de studerende om sin oplevelse.ioner over et besøg på Norges center for ofrene fra 22. juli Nordahl Griegsrladt
rn mod vold, her er dit sværd. Troen på livet vort, menneskets værd….”
Og efter besøget var der helt stille. Længe. Længe. Et besøg her sætter alt i perspektiv. Senteret er indrettet med
plads til eftertanke, tavshed og tanker. Men bagefter må man tale om det.
”22. Juli Senteret” bør man besøge, hvis man er i Oslo. Ikke blot for at mindes ofrene, men også for at blive mindet om, at man ikke kan
sikre sig mod det helt, helt utænkelige, men man kan måske lære noget af tragedien.
P.S Filmen ”Utøya 22. Juli” har netop haft premiere i Norge. Erik Poppe er instruktør. Og Jan Kjærstads roman ””Storefjeld”,
der fortæller en fiktiv terrorhistorie med afsæt i Utøya-tragedien, udkommer på dansk til juni.