Roser og robusthed
Astrid Lindgren, Kong Frederik, Ingrid Bermann, Rhapsody in Blue, Alba Maximus, Karen Blixen og New Dawn. Det lyder billedbladsagtigt, men når man så føjer gode danske navne som klitrose, hunderose, spansk
hyben, finsk rose og blød filtrose til listen, så vil de fleste havekendere vide, at der er tale om roser. Der er tamme roser og vilde roser, der er klassiske roser, engelske roser, nye roser (som eksempelvis Heidi Klum-rosen) og i min have
er der lige nu en hel del blomstrende roser. Blomstrende roser, - det er en meget bred kategori.
Som så meget andet smukt er roserne kommet til os udefra. Kineserne var de første, der dyrkede roser, det gjorde de for mere end 4700 år
siden. De kejserlige haver i Beijing var fyldt med bengalroser og rynket rose. Nu er der en hel del flere sorter at vælge mellem.
Set fra Haveselskabet og (seriøse) rosendyrkeres side, er der meget man skal tage stilling til, når
man vælger roser. Mit bedste bud har været at købe roser, der havde gode navne. Og gerne kongelige. Dronning Ingrid-rosen havde jeg, så den gule Kong Frederik skulle ligesom også med. Som litteraturlæser var Astrid Lingren-rosen
et godt valg, så den er der også. Men ellers er det helt tilfældigt, hvad jeg har i haven. Det giver stor glæde. Det er altid en overraskelse at se den første blomstring.
Det viser sig heldigvis, at de fleste roser er
ret robuste. Enten er de det fra første udplantning, eller også er de blevet hærdet gennem mange kolde vintre, tørre forår og våde somre. Jeg gør ikke noget særligt, for at de skal klare sig.
Om vinteren
får de lidt kristtjørngrene at lune sig på, så barfrosten ikke bliver for ond, om foråret får de hønsemøg eller kunstgødning i en passende mænge, og de klippes naturligvis ned på Dronning
Margrethes fødselsdag den 16. april.
Selv i denne tørre forsommer har jeg ikke givet dem så meget som en spand vand. De må klare sig med det, der er i morgenduggen.
Robusthed hos roser er godt, ligesom det er godt at
være robust som barn, ung og voksen.
Mine roser trives efter professor og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen teori om robusthed. Schulz Jørgensen siger om børn, at de vokser i robusthed,
når de oplever at mestre noget, og når de får støtte til at kunne klare det. Det er med andre ord væsentligt, at børn oplever at mestre opgaver, at de har adgang til støtte fra en lærer eller klassekammerat,
og at de til tider overkommer opgaver, som enten er svære eller kedelige. Det mest væsentlige, når ønsket er at udvikle robusthed i læring, er, at fokus rettes mod processen, for hvis elevernes motivation for læring udelukkende
er orienteret mod resultatet, skabes der en præstations- kultur. Er eleverne omvendt optaget af processen, skaber det rum for udvikling af netop robusthed.”
Med tanke for Schulz Jørgensen får mine roser lige tilpas (og ikke
særlig megen) støtte i vokse-og-blomstre-processen. De står så solrigt som muligt (men ja, der skal også være roser mod vest), de får gødning nok, de beskæres, - men så må de også stille
sig tilfreds med naturens luner. Heldigvis har jeg en hel række Alba Maximus, den rose, der ”hører hjemme” på Skagen Museum. Den er vant til hårde sandede voksesteder, og den trives fint, den er remonterende, den blomstrer
nu og fortsætter til engang i september.
En anden robust rose er den lyserøde ”kommunerose”. Den rose, samtlige kommuner bruger i deres beplantning. Den holder til alt. Den er næsten på niveau med hybenrosen. Der
er mange farer, der lurer i rosenbedet: Meldug, rust, stråleplet, bladlus, rosenbladhveps, rosenvikler, spindemider, og skumcikader. Gode og skræmmende navne, som jeg ikke har haft på matriklen endnu, men et vist kendskab kan give anledning
til mange samtaler med andre haveejere, der altid har mange og gode råd. Det er også en fornøjelse.
Gulerødder og nyttehaven skal vandes uafbrudt. Der skal luges mellem ærter og salat, der skal hyppes ved kartofler. Roser,
- det er en afgrøde, der kun giver glæde og meget lidt arbejde.
P.S: Husk alligevel hvad de skriver på Haveselskabets hjemmeside: Roser elsker kompost og opmærksomhed.
P.S.S. Og tænker man nu: Bonderoser.
Det er vel også roser. Nej, det er det ikke. Bonderoser hedder Paeonia officialis, og er altså i pæon-familien. De er nu også fine. Og de kræver heller ikke meget arbejde.
Bodil Christensen
Møllegårdsvej
1 Horne
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk
www.bodilchristensen.dk