Sommerens skønlitteratur
”Du læser en roman på 400 sider, og når du er færdig, så kan du ikke formulere, hvad der gjorde indtryk på dig. Det er derfor, man skal læse bøger.”
Sådan skriver den norske forfatter Jan Kjærstad. Jeg tænker ofte, at han har ret. Når jeg har læst en god bog, så er det ganske vanskeligt at sammenfatte hvori det ”gode” bestod, hvis man kort skal anbefale
bogen.
Heldigvis kan forfatterne selv klare egen anbefaling, så her giver jeg ordet til ti gode bøger, hvis forfattere sætter ord på det særligt gode.
Skulle sommeren fortsætte, så kan alt læses
i skyggen. Eller man kan dvæle og døse i solen, mens man tænker på mange gode bøger.
Først tre nordiske:
1: ”At koge bjørn” af finske Mikael Niemi: ”Jeg gjorde min
håndskrift så lille som jeg kunne, men alligevel var det, som om bogstaverne bredte sig og blev store og klodsede. Snart stod ordene der som elge og græssede med lange, skrævende ben. Nej, nu skrev jeg også forkert.” Ikke
ofte har man brug for opskriften på kogt bjørn, her er den. Sammen med et fantastisk tidsbillede fra missionæren Læstadius, der fik en hel del samer til at tale i tunger.
2. ”Byens spor” af norske Lars Saabye
Christensen: ”Dette til trods, så Dr. Lund gerne, at de tog bedre vare på sig selv. Krigen må påtage sig en del af skylden. Den har haget sig fast i legemet som en sidste stædig okkupant .Dårlig kost. Uvaner
og tobak skal dog heller ikke underkendes. Freden gør folk skødesløse, og det er fortjent efter fem magre år. Han dømmer ikke nogen. Den glade er skødesløs.” Her er vi tilbage i Norge i efterkrigstiden.
Oslo og Kirkegate er stedet, hvorfra alt tager sin begyndelse.
3. ”Storefjeld” af Jan Kjærstad. På norsk hed den ”Berge”. Indledningen på norsk lyder sådan her: ”Det skulle være
en forbrydelse hinsides al fatteven. En vandrer havde ringet til avisen. Flere mennesker lå dræbt i en hytte langt pokker i vold inde i Nordmarka. Slagtet, sagde den, der gav tippet. På en bestialsk måde Blandt de døde var der
vistnok berømte personer. Meget berømte.” Læs den. Det er en glæde. Også på dansk.
Dernæst er der fem danske. Her var det i år svært at vælge. Der er kommet virkelig mange nye,
gode, lange (og en enkelt kort) udgivelse på dansk.
4. ”de” af Helle Helle: ”De bliver trukket op til tavlen efter en uigennemskueligt system, dog bemærker de, at kulørt tøj øger risikoen.
Termojakken fungerer, hun får i hvert fald lov at sidde i fred.” Kort og præcist. Vi er tæt på Rødby-Puttgarden- overfarten igen.
5. ”Kort over Paradis” af Knud Romer er også på
de sydhavskanter, hvor Helle Helle har hjemme: ”Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede
i mig. Vi blev til samtidig. Alting var nyt og som en forelskelse, og Gud spillede yoyo med lærken, der hang højt oppe i en snor og slog triller.” Det var ikke en nem barndom, der blev Knud Romer til del.
6. ”Det ensomme
hjerte” af Tom Buk-Swienty er nok et hjertegribende billede af krigens omkostninger. Hovedpersonen fører dagbog i den uforståelige verdenskrig, hvor Ruslands vinter er en af de hårde modstandere: ”22. September. Vejene
er bundløst smattede. To skridt frem, et tilbage, sådan glider, vælter vi os frem. Og så har jeg fået dysenteri. Det får de fleste før eller senere. Jeg kunne allerede i går mærke feberen. Ovenikøbet
skal vi nu marchere. I løbet af marchen har jeg vel været ovre i buskene tyve gange. Til sidst kommer kun blodigt slim ud. Det gjorde forbandet ondt. Snart er der ikke mere toiletpapir, og jeg måtte til sidst tørre mig med våde
bregner eller blade. ”
7. ”En anden gren” af Jesper Wung-Sung fortæller historien om oldefaderens tilværelse som kineser i København: ”En fugl synger ikke, fordi den har et svar. Den
synger, fordi den har en sang.” At være kineser i København for hundredeoghalvtreds år siden var ikke nogen festsang.
8. ”Rød Mand/Sort Mand” af Kim Leine fortsætter, hvor ”Profeterne
i Evighedsfjorden” gik i vinterhi. Nu er Hans Egede kommet til Godthåb. Her er der druk, skøger, svineri, sygdomme og meget lidt properhed i en fantastisk roman, hvor Hans Egedes familie står skarpt: ”Og så skal jeg lære
dig brugen af komma. Nej, komma kan jeg ikke lide. De er som søm, der er banket skævt ind i en væg mens punktummerne er søm der er røget ind til hovedet, så dem kan jeg bedre lide.”
9. ”Den
der lever stille” af Leonora Christine Skov er også en selvbiografisk roman i lighed med Knud Romers ”Kort over Paradis”. Her er der nu intet Paradis, men en mor, der kvæler livsglæden og en far, der lader stå
til. De lever helt stille. Det skriver Leonora Christine Skov om. Det gør hun, så man må læse med.
10. Og så er der en billedbog, der ikke kun er til børn. ”Du og jeg” af Synne Lea og Stian Hole.
Oversat af Naja Maria Aidt. Smuk, sørgelig og illustreret så betagende af Stian Hole. Den gamle bedstefar tager børnebørnene med ud på fisketur. Pigen ved det: Der kommer en sidste fisketur med bedstefaderen inden længe,
men det kan hun næsten ikke leve med. Hun vokser i styrke, og bedstefaderen smiler træt og glad.
Det var ti gode bøger. Der er også gode krimier, der kunne have været med. Og der er klassikere, der altid kan genlæses.
Men her er de nyeste. De holder ikke kun sommeren over, der er skønhed og skørbug, der er krig, kærlighed og et kort over Paradis. Der er provinsby og pinsemissionske prædikanter og der er virkelig gode historier, der fortælles
i et sprog, der kun kan glæde.
Læs selv. Som Kjærstad siger, så kan 400 sider ikke genfortælles kort. Heldigvis.
God sommer.
P.S. Og så er der jo også serier på tv, der skal følges.
Eksempelvis VM i Rusland. Det er så noget helt andet, men det kan også være spændende.
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk