Bech Nygaard, Blixen og Astrid Lindgrens bøger
”Jeg hedder Lisa. Jeg er en pige, det kan man for resten høre på navnet. Jeg er syv år og bliver snart otte.” Det er indledningen til den første seriebog,
jeg læste. Måske også den første ”rigtige” bog, jeg læste selv. Det er ”Alle vi børn i Bulderby”. Historien om Lisa er også indledningen for mig som læser til hele Astrid Lindgrens forfatterskab,
der er bredt, børnevenligt og meget bulderbysk.
Her er Jonatan og Tvebak Løvehjerte, Emil og Ida, Karlson på taget, Ronja Røverdatter, unge Kati, der rejste til Amerika og Italien og Paris, Pippi Viktualia Krusemynte Rullegardenia
Efraimsdatter Langstrømpe (og hendes fulde navn plager jeg alle mine studerende på læreruddannelsen med i mange quiz’er), og så er der ikke mindst som voksenlæser Astrid Lindgrens ”Krigsdagbøger”. Astrid
Lindgren skrev altid, hun skulle nå meget. ”Denne dag et liv”, er Melker Melkersens replik i ”Vi på Krageøen”, men det er også mottoet for hele Astid Lindgrens måde at gå til tilværelsen på.
Jens Andersens biografi om Lindgren hed netop ”Denne dag et liv”, hentet fra et citat, den unge Astrid mødte første gang som 17-årig på væggen i forfatteren og feministen Ellen Keys hjem, hvor det stod malet
på væggen. Oprindelig stammer det fra den svenske digter 1700-talsdigter, Thomas Thorild.
Sådan bygger alle tekster på masser af andre tekster. Digtere og forfattere låner ord hos hinanden, og jeg låner i høj
grad ord hos forfatterne. De er så meget bedre end jeg selv til at fange stemningen, humøret, indholdet og meningen med meget.
Denne series spørgsmål: ”Hvilken bog har været livsafgørende for dig?”;
”Hvilken bog har betydet mest?” eller ”Hvilken bog har gjort en forskel for dig” er jeg nødt til at omformulere (som altid forsøger jeg at rette spørgsmål ind, så jeg kan svare.). Der er simpelthen ikke
en enkelt bog eller en enkelt forfatter, der har gjort en forskel. Sådan er det ikke med bøgerne i mit liv. Det, der har betydet noget, har været en lang række bøger, der har været godt følgeskab i mit liv.
Bøger er altid i godt ifølge med mig. Eller jeg er ifølge med gode bøger. Litteraturen giver et andet perspektiv på tilværelsen, her får man smukke ord og skarp indsigt i det, man selv kun kan formulere som amatør.
Bøger giver også et frirum, hvor man kan forsvinde ind i en helt anden verden, hvor alt er mere spændende, intenst og med mere drama end livet i Horne er i hverdagen. Bøger giver også en viden om verden, hvor historiens store
begivenheder bliver fortalt, så jeg forstår, hvordan alt kunne være helt anderledes, og hvordan det (måske) var, at være menneske i en anden tid. Bøger giver viden, erkendelse og oplevelser.
Biblioteket i Horne blev
bestyret af en af Centralskolens lærere, det havde åbent nogle aftener om ugen. Der var ikke en ”børneafdeling”, der var en voksenafdeling ordnet efter alfabetet, og da jeg gik systematisk til værks, så kom ”Guds
blinde øje” og ”Du blev træl” af Bech Nygaard lige efter et utal af Niels Anesens slægtshistoriske bøger om fattige bønder med meget arbejde. ”Guds blinde øje” fra 1941 kan helt sikkert
ikke tåle en genlæsning her i 2018, Det nænner jeg ikke. Den var fantastisk dengang, og sådan må den stå. Den handler om Anne, der har en barsk opvækst på et børnehjem, og hele bogen blev læst
gennem et tåget slør af medlidende tårer. Alle børn voksede ikke op i et bulderbysk landsogn. Der var også Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” og ”Ditte Menneskebarn”, som jeg (ja, børn og
unge nu om dage vil jo ikke tro det), men som jeg læste, før jeg forlod Horne Skole i 7. klasse. Den gang var der altså heller ikke skærmtid til skolesøgende børn. Vi syede stramaj og hakkede rækkevis af roer -
i vores egen erindring var det sådan. (I virkeligheden spillede vi nok en hel del bold.)
De socialrealistiske bøger viste mig den verden, der åbenbart blev nogen til del. Sådan er det fortsat. Med eksempelvis Morten Papes ”Planen”
kan man læse sig ind i en dansk subkultur, som man ikke har lyst til at være en del af, men som findes i virkeligheden.
Skolens danskfag har aldrig fyldt noget i min litteraturlæsning. Jeg husker ikke, at vi læste en eneste mindeværdig
bog i min skoletid. Til gengæld blev jeg så dansklærer, og på seminariet mødte jeg hele striben af klassikere formidlet af fremragende lærere (tak til Sten Abrahams): Det var Nis Petersen, Kaj Munk, Karen Blixen, Henrik
Pontoppidan (hele forfatterskabet, der er igen masser af forhutlede landarbejdere), og vi læste den nye Vita Andersen (oh, skræk og plagsom knækprosa), men også lyrik af Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Benny Andersen.
Det blev Karen Blixen, der fulgte med længst. ”Syv fantastiske fortællinger” er fortsat fantastisk læsning, men også ”Den afrikanske farm”, der blev (gen)læst på en sommersafari til Kenya med besøg
på Karen Blixens farm. Virkelighed og litteratur hang sammen her på kaffefarmen og på Norfolk Hotel i Nairobi. Desværre var Denys Finch-Hatton jo for længst styrtet ned med sit lille fly, og Robert Redford sad ikke ved lejrbålet,
men ellers var alt, som Blixen beskrev det: varmt, eksotisk, imødekommende og støvet med giraffer og løver i det fjerne.
Dansklærer blev jeg, det er jeg, og dansklærerblikket er et blik, der skærper læsningen.
Det er en glæde at have dette blik med i mødet med ny litteratur og i genlæsning af klassikere.
De norske forfattere Per Petterson, Roy Jacobsen, Karl Ove Knausgaard og Jan Kjærstad er ”min generation”, og de har
på hver sin måde givet et medsyn på, hvordan fortid og nutid kan beskrives set gennem deres øjne. Der er ufattelig smukke beskrivelser af modernitetens mange udfordringer i deres bøger. De har helt andre liv (og de er også
norske mænd) end jeg har, men deres bøger er ubeskriveligt gode. Så kort kan det siges: Læs dem. De snyder ikke på vægten.
Min viden om verden, og især om Europas historie, tager afsæt i Grimbergs Verdenshistorie
(den har jeg glemt i store træk), mens jeg husker Ken Follets trilogi med ”Giganternes fald”, ”Verdens vinter” og ”På kanten af Evigheden”. Jeg husker Nordens historie gennem Jan Guillous endnu ikke afsluttede
fortælling om det 20. århundrede. ”Brobyggerne” er den bedste fortælling at tage med på vandretur på Hardangerviddaen. Og Carsten Jensen har skrevet om krigen i Afghanistan i ”Den første sten”, så
selv jeg kunne begribe noget af denne svært forståelige konflikt.
Sådan har litteraturen fulgt mig altid. Kan man klare sig uden bøger i hverdagen? Nej, jeg tror det ikke. Heldigvis kan jeg se, at der er mange ligesindede. På
facebookgruppen ”Litteratursiden” gav jeg denne artikelseries spørgsmål: Hvilken bog har betydet noget for dit liv? Inden dagen var gået, var der mere end et halvt hundrede, er havde givet deres bud. Det var her, jeg blev mindet
om Jakob Bech Nygaards bøger, men her var også Aksel Sandemose, ”Driver dug, falder regn” af Margit Sandemo, Steinbecks ”Vredens druer”, Tove Ditlevsen, Herman Hesse, Andersen Nexø og Erich Maria Remarque: ”Intet
nyt fra Vestfronten.”
Det var også børnebøger som ”Min ven Flicka”, ”Brødrene Løvehjerte” og ”Min første læsebog”. Facebook er en fremragende formidler her. På
”Litteratursiden” deles alle gode læseoplevelser, der er bøger af alle slags, og der er altid et hjerte og en læser bag. Der er mange gode bøger, der kan følge os i hverdagen.
En god bog definerer Astrid
Lindgren kort: ”Den skal være god. Jeg kan forsikre om, at jeg har grublet over det længe, men jeg kan ikke finde noget andet svar: Den skal være god.”
Som læser er man altid på vej og leder efter netop ”den
gode bog”. Det er en af glæderne ved at være en læser.
P.S: Efter denne lange undvigelse overfor spørgsmålet, så giver jeg alligevel et svar. Skal der vælges en enkelt bog, der har betydet noget altid,
så er valget trods alt nemt: Det er ”Højskolesangbogen”. Den behøver blot ingen omtale. Den taler selv lysende og klart. Måske får den spalteplads senere på sommeren.
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk