”Med tiden gik det op for os, at vores fødeby egentlig ikke tilhørte Sverige. Vi var nærmest kommet med ved et tilfælde. Som et nordligt vedhæng. Noget øde mosejord, hvor der tilfældigvis boede nogle
mennesker, som kun delvis formåede at være svenskere.” Sådan beskriver forfatteren Mikael Niemi sin hjemegn og hjemby i det nordlige Sverige. Han er opvokset i Pajala i Tornedalen
Her taler man ikke svensk eller finsk men
tornedalsvensk eller tornedalfinsk. Torne Âlv har en længde på 521 km, det er den største elv i Norbotten, Sverige. Pajala ligger ved elven langt mod nord, det er en by, der muligvis kan være kendt for, at den samiske missionær
Lars-Levi Læstadius døde her i 1861 efter et langt livs missioneren på de myggebefængte samiske vidder. Læstadius prædikede mod druk og for et liv i mådehold. Når man læser ”Populærmusik fra
Vittula” af Niemi, så kan der have været god grund til denne missioneren. Og man kan også konstatere, at det ikke var alle i Pajala og omegn, der blev ramt af læstadianismen. Der bliver drukket en del i bogen.
”Populærmusik
fra Vittula” er en bog fra 2000, men jeg har genlæst den her i sommer, da Mikael Niemis nye bog ”Kunsten at koge bjørn” var så fremragende læsning. Nogle bøger bliver simpelthen bedre af at blive genlæst.
Det gælder denne stærkt underholdende (og tynde) bog, hvor hvert kapitel indledes med en kort forklaring på, hvad man her kan læse. Sådan lyder introduktionen til det kapitel, hvor Niilas farmor skal begraves: ”Kapitel seks,
- om hvordan en kælling tager plads ved Herrens højre side, og hvor svært det er at dele jordisk gods.” Så følger en fremragende sanselig beskrivelse af begravelsen, maden, slagsmålene, arvestridighederne og
her undlader forfatteren (som han skriver) at omtale ”Knytnæveslagene, kradserierne, næseblodet, de flyvende gebisser, de smadrede briller, de lumske spark og kvælertagene. Jeg skipper alle gudsbespottelserne og ederne, især de
endeløse tornedalsfinske af slagsen, ligesom alle de nedsættende anklager om dumhed, grimhed, fedme, indavl senilitet, sindssyge og afvigende seksualitet, som blev fyret af med ophidsede stemmer.”
Det er et udkantsområde i Sverige,
det er endog et udkantsområde i Nordsverige, og her har man sin helt egen værdinorm, der også (om end mindre farverig og langt mere afdæmpet) kan genfindes i de danske Vandkantsområder fjernt fra storbyen.
I Tornedalen
har de et noget konservativt forhold til mad. Til en bryllupsmiddag beskrives maden over flere sider (og der er meget af den, og det er ikke kolesterolfattigt eller glutenfrit), men her glæder mændene sig over en forholdsvis proteinrig servering:
”Mændene smilede ikke, men de blev lysere i huden og sukkede indvendigt af lettelse over, at der blev serveret noget mad, som man vidste, hvad var og kunne lide, og som man blev mæt og stærk af. Ved højtidelige lejligheder som
bryllupper kunne selv det mest pålidelige og fornuftige familiemedlem pludselig få tovlige ideer om, hvad der gik an og var fint nok og begynde at servere græs, som blev kaldt salat, og sovs, der smagte af sæbe, og lægge for mange
gafler frem ved siden af tallerkenerne.”
Børnene vokser op i en verden for sig. De to drenge, der er hovedpersonerne i bogen, løser deres egne problemer med lige dele vold og opfindsomhed. Til sidst i bogen får jeg-personen
(efter en klassisk tornedalsk saunatur) en belæring om, hvordan man bliver voksen. Først gør faderen rede for familiens uægte børn, som han skal tage sig i vare for at kærestes med, så han undgår indavl. Dernæst
er der spørgsmålet om uddannelse: ”Han foreslog, at jeg gjorde karriere i kommunal forvaltning, for i sådan en magtposition kunne man forårsage en fandens masse skade, man var umulig at slippe af med, og ved behændig
nepotisme kunne man få så mange familiemedlemmer ind, at kommunen blev umulig at opholde sig i for disse forbrydere, der aflagde mened og stjal jord.” Alkoholforbruget skal også omtales: ”Til sidst gjorde han rede for svaghederne
i vores egen familie. Der var drankere iblandt os. Det var derfor, han ikke bød mig på noget nu. Jeg skulle vente til myndighedsalderen, før jeg begyndte at more mig med spiritusdjævelen, da kunsten at drikke sig fuld var indviklet
og krævede modenhed.”
Det er en fortælling, der er skrevet med så stort overskud og en helt særlig (og godt skjult) ømhed overfor hjemstavnen. Niemi fortæller underspillet og karsk. En egn, hvor man ikke fik
unødig ros for noget som helst. Da drengenes band har spillet vemodige sange fra den tornedalske hjemegn til et fødselsdagsgilde for farfaderen, så venter der ikke hverken klapsalver eller ros: ”Traditionen tro i Tornedalen var der
ingen , der kommenterede forestillingen med så meget som ét ord, da unødig ros kun førte til overmodige projekter og konkurser i det lange løb. Men man kunne se i deres øjne, hvad de følte.”
”Populærmusik
fra Vittula” kan anbefales. Mikael Niemis mange andre bøger ligeså. Det er fortællinger fra en udkant. Om det er i Sverige, Finland eller Danmark er underordnet. De fleste af os vil kunne genkende (dele af) af os selv. Eller naboen.
Eller fjerne familiemedlemmer.
P.S. Ak, et af faderens råd til sønnen er også en advarsel mod læsning: ”Man kunne til nød og med allerstørste forsigtighed håndtere bøger, man kunne lære
noget af, såsom opslagsværker og gør-det-selv-bøger. Det var skønlitteratur, der var farlig. Det var her, grublerierne blev grundlagt og opmuntret. Føj for den lede.”
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk
www.bodilchristensen.dk