Halfdan, Ester, Morten, Sonja og Tove
Unge Kunstneres Klub
Tove Ditlevsen skriver i 1944 et brev (den tids mail-korrespondance foregik med postvæsenets hjælp) således til
forfatteren Ester Nagel, der havde udgivet en bog med titlen ”Dagen gaar sin Gang”: ”Ih hvor jeg kender det med at slaa overflødige Krydser og så viske dem ud igen.”. Dejligt (eller skræmmende) at vide, at også
tilbage i 1940 var der masser af bureaukratisk meningsløst arbejde med dokumentation og afkrydsning. Ester Nagel og Tove Ditlevsen var blevet venner gennem foreningen ”Unge Kunstneres Klub”:
Tilbage i november 1940 blev Unge Kunstneres
Klub stiftet af Tove Ditlevsen, Morten Nielsen (digteren fra Aalborg, der døde så ung) og Lis Thorbjørnsen. Her var Halfdan Rasmussen også inviteret, sammen med Ester Nagel og 25 andre unge kunstnere.
De var unge, de fleste
af dem var tyve år, og de var håbefulde i kunstnerisk henseende og bange i politisk henseende. Møderne var festlige, fyldt med oplæsning, udklædning, diskussioner, foredrag og festlige iscenesættelser.
Der var også
grund til at holde fest, når de mødtes, for hverdagene var alt andet end festlige. Ungsdomsarbejdsløsheden var omkring 25- 30% i 1930’erne, og hverken Ester eller Halfdan havde en uddannelse at byde ind med på arbejdsmarkedet.
Ester Nagel skriver i sin dagbog: ”Pengene slog aldrig til, man var dødtræt, naar man kom Hjem og alting var graat i graat. Man var spærret ude fra enhver Oplevelse, ja, fra selve Livet.”
Kunstnerne i ”Unge Kunstneres
Klub” havde et fællesskab i netop det, titlen siger: De var unge. De søgte at blive kunstnere. Tove Ditlevsen havde udgivet digtsamlingen ”Pigesind”, men de øvrige kunstnere var langt mere novicer. Ester Nagel havde fået
trykt to digte i ”Vild Hvede”, det tidsskrift, Tove Ditlevsens mand Viggo F. Møller redigerede.
Tove Ditlevsens ansporedes til at stifte Unge Kunstneres Klub af sin mand, der (forlyder det) ville sørge for, at hun ikke kedede
sig alt for voldsomt i det noget umage ægteskab mellem en 22-årig ung pige og en 53–årig forretningsmand. Tove Ditlevsen skriver i sine erindringer om stiftelsen af klubben: ”Da jeg lægger alle brevene i postkassen ved siden
af politistationen, forestiller jeg mig, hvor glade de vil blive, for jeg tror, de er fattige og ensomme som jeg var det for nylig, og at de sidder på iskolde, lejede værelser rundt omkring.” De blev glade, de unge kunstnere. Og i halvandet
år holdt de fast i livlige og til tider lærerige møder om lyrik og kunst og litteratur. Her kunne de mødes, og de festede i besættelsens mørklægning. Da klubben opløstes var det mere etablerede kunstnere,
der stod tilbage med hjertesorg og hjerteglæde som en del af erfaringen. ”Halfdan er forelsket i Ester, Morten Nielsen i Sonja Hauberg, og Piet Hein i mig. Det er blevet afgjort på få torsdage”, som Tove Ditlevsen sammenfattede.
Tove Ditlevsen havde gennem sit ægteskab med den 30 år ældre Viggo F. Møller en ”sikker havn” i ægteskabet, hvor hun kunne kede sig med husmorsysler, mens Ester Nagel kæmpede for at få et kommende forfatterskab
til at balancere med en rimelig indtægt gennem arbejdet på et apotek. Om dette arbejde skriver Ester: ”I milde Guder, det var en straf! At sidde i en klam, mærk Kælderbutik fra 8 ½ til 18 hver Dag med ½ times Frokost
og ½ Times Kaffepause, Jernstænger for Vinduerne for at fuldkommengøre Billedet af Fangeskab, og aldrig saa meget som en Stribe Sol, en sur, forvirret Chef, Vinter, vaade Gader og en Tørverøgsosende Kakkelovn, der aldrig kunne
varme Lokalet op.”
Meget få kender Ester Nagels forfatterskab i dag. Langt flere kender Halfdan Rasmussen, som hun var gift med i 30 år fra 1943 til 1973, men Ester Nagel var med i Unge Kunstneres Klub, der førte ”krigsgenerationen”
af lyrikere og forfattere gennem de første krigsår.
Ester Nagel og Halfdan Rasmussen blev et fast par, de fik to børn, Iben, der senere blev kendt som skuespiller (og Eik Skaløes Itsi Bitsi) og Tom, der er musiker.
Morten Nielsen kender de fleste som digteren, der var med i modstandskampen, og som døde ved en vådeskudsulykke i 1943. Sonja Hauberg skrev ungdomsbogen ”Syv år for Lea” (den står på min boghylde) og Piet Heins
gruk kender mange. Unge Kunstneres Klub gav dem et fælles afsæt til mange umage forfatterskaber. De var så unge kunstnere. De blev også ældre kunstnere.
Der er netop udgivet en biografi om Halfdan Rasmussen
og Ester Nagel: ”På knæ for livet” hedder den efter et digt af Halfdan. Susanne V. Knudsen har skrevet, og hun giver et fantastisk godt portræt af en tid og en generation af kunstnere, der havde få materielle goder, meget
lidt skolegang og som dertil også skulle skrive bag mørklægningsgardiner og med besættelsesmagtens censur som et vilkår.
Unge Kunstneres Klub havde en kort levetid, men kunstnerne fra klubben blev markante stemmer i efterkrigstiden.
Altid med humor, men også med en alvor, der havde afsæt i 1930’ernes sociale elendighed og besættelsens mørke. Man kan lære en hel del af deres ukuelighed og humoristiske tilgang til vanskelige tider, vasketøj, håbløse
arbejdsopgaver og varigt underskud på bankkontoen.
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk