Man kan spejle sig i kunsten
Det betyder syv års ulykke at slå et spejl itu. Der må være mange års ulykke i vente for den gamle italienske Michelangelo Pistoletto, der på Kunsten (Nordjyllands Kunstmuseum)
har været på færde med en forhammer i stort format. ”Eleven less one” hedder hans værk, der består af elleve store spejle, hvor de ti er slået itu på en måde, så der kun er spejlrester tilbage
foruden et stort farvet felt (orange, grønt, rødt) i midten. Spejl nummer 11 er helt og smukt i sin guldramme. Det er store spejle. Mere end tre meter høje og to meter brede. Det er disse spejle, mit hold af lærerstuderende helt
konkret kunne spejle sig i, da vi (nok engang) var på Kunsten for at blive overrasket og forundret.
På Kunsten er der virkelig mange historier gemt på væggene. Her finder man Niels Larsen Stevns store bibelhistoriske billede:
”Maria salver Kristi fødder” fra 1907. Det er en gengivelse af Johannes-evangeliet kapitel 12, vers 1-9, hvor Jesus og hans disciple besøger Lazarus i Betania. Her møder de hans to søstre, Marta og Maria.
Maria smører Jesu fødder ind i nardussalve, (prisniveau på markedet hen ved 300 denarer), mens Marta står i baggrunden med et fad. Hun er køkkenet, hun arbejder, mens Maria sidder forholdsvis uvirksom og unyttig ved fødderne
af Jesus.
En god historie der leverer mange pointer til nutidens stressramte unge og voksne. Hvordan skal man bruge sin tid bedst muligt? Og hvordan har Judas Iskariot det, når han i sin irgrønne kjortel er på vej ud af billedets
højre side? Det kan man tænke over, men man kan også nyde det helt fantastiske håndværk, der ligger i Niels Larsen Stevns perspektiv af langbordet. Går man langs det store billede (to en halv meter) følger bordet
med beskueren. Uanset hvorfra man ser ind på langbordet, så er man som tilskuer altid for bordenden. Ret sejt i en tid, hvor VR og 3D endnu ikke var forkortelser, der var kendt.
”PrimaVera”, forårsbilledet af Haralds Slott-Møller
fra 1901 fortæller også mange gode historier. Her er den yndige unge pige med hårsmykker og et forelsket smil. Hun rækker et fyldt vinglas til den noget tungsindige unge mand, der sidder tænksomt med hovedet støttet i hånden.
Midt i et italiensk landskab med blomstrende mandeltræer og modne appelsiner burde han lade sig friste af kvinden, men tænker han simpelthen for tungt? Det er syndefaldsmyten, men det er også de umiddelbare, spontane livsytringer stillet
overfor det reflekterende og logiske og beregnende. Forhåbentlig lader han sig friste, han ser så trist ud, men Harald Slott-Møller lægger blot dilemmaet frem, så må beskueren selv digte videre. Måske kunne den unge
kvinde også finde en noget morsommere og festligere mand et andet sted på en anden taverna.
”Forår” er også titlen på et stort (to meter gange halvanden meter) maleri af Hans Brendekilde. Fynsk forår på
væggen i det nordjyske, der er anemoner i skovbunden, og på en lille sti går den unge tørklædeklædte pige med bly og nedslåede øjne. Hun har en buket anemoner i hånden, forhåbentlig har hun fået
dem af den unge arbejder, der følger hende med en skovl over nakken. Billedet blev først vist på Verdensudstillingen i Paris i 1889, og det er et smukt billede af forår i Danmark, men som beskuer af billedet er man virkelig bekymret.
Vil de unge par følges resten af livet? Hvorfor har manden en skovl på nakken? Burde han være på arbejde et helt andet sted. Der er ikke meget gravearbejde i bøgeskoven en forårsdag, så et eller andet er der forkert
i mødet.
Tre gode historier man kan finde på Kunstens vægge. Billeder fortæller altid en historie, man selv skal digte med på. I bøger kan man læse historien, på malerierne fortæller kunstneren
en historie, man selv kan skrive og fortælle med på.
Niels Larsen-Stevns, Harald Slott-Møller og Hans Brendekilde malede deres store figurative værker for mere end hundrede år siden, men de konflikter og temaer, billederne
fortæller om, er lige så vedkommende i dag. Når de kommende dansklærere (gymnasieelever, børnehavebørn, folkeskoleelever, der var mange besøgende) selv digter videre på værkerne, så bliver det
til historier om deres egen hverdag. Sådan er det med klassikere. Uanset om det er bøger eller malerier, så siger de både noget om vores tid og om den tid, de blev skabt i.
Som man kan spejle sig (helt konkret) i Pistolettos
elleve spejle, så kan man spejle sig i de øvrige værker, der hænger på væggene.
P.S: Et knust spejl betyder (ifølge folkeovertroen) syv års ulykke for den, der ødelægger det. Vil man undgå
det, så må man feje skårene op og grave dem ned. På Kunsten ligger alle spejlskår fortsat som en del af udsmykningen. Ret bekymrende, men tjekker man wikipedia, så lever kunstneren bag spejlværket, den 85-årige
Pistoletto fortsat og ser ud til at trives vel.