Et møde med en klassiker: ”Mødet ved milepælen”
”Det begyndte en dag midt i august 1943.” Sådan skal en god roman begynde. Eller: Sådan kan en god roman begynde. Sådan begynder
”Mødet ved milepælen”, og den fortsætter: ”De kom med ham i skumringen. Ringeapparatet, der havde en kontakt ved haveporten, gav det aftalte signal, og da jeg kom ned, stod de der. For øvrigt havde de varskoet mig
i forvejen.
Det var de to, der plejede at komme, og så en tredje.”
Jeg-fortælleren i den norske forfatter Sigurd Hoels ”besættelsesroman”: ”Mødet ved milepælen” går lige til sagen:
Nu kommer de efter dig! ”Mødet ved milepælen” er en gammel bog, vil de fleste vide. Den udkom i 1947, og den er blevet læst af mange norske og nordiske læsere. Sigurd Hoel flygtede selv i 1943 til Sverige, da hans indsats
i modstandskampen var blevet for åbenlys. Han var en af sin tids mest indflydelsesrige norske forfattere, men nu læses han ikke af mange. ”Mødet ved milepælen” har stået inderst i min reol i mange år. Den er
købt for 12.75 - engang. Det siger noget om, hvor mange år, den har haft på hylden. Nu er den genlæst, og det viser sig heldigvis, at den holder. Det er en klassiker, men den er helt overraskende nutidig og dens sprog, fortællerrolle
og tema gælder fortsat. Det er kun indpakningen, der er old-book: Gulnet papir, små bogstaver, ingen billeder, ingen margen, der er ikke mange tomme pladser på siderne. Kun i teksten er (mellem linjerne) der mange tomme pladser.
Fortælleren
søger at finde svaret på, hvorfor nogle nordmænd valgte at blive nazister, og hvorfor andre valgte modstandsbevægelsen.
Hvad betyder noget for vores valg?, spørger jeg-fortælleren, der er iscenesat som en modstandsmand,
der flygter fra torturen hos nazisterne. Han bliver reddet og sendt til Sverige, udelukkende fordi han tilfældigvis (og heldigvis) havner i en torturkælder, som hans ungdomskæreste har nøglerne (og modet) til at åbne.
”Men
på en måde ligner dit arbejde en kræftforskers: du famler og søger efter årsagen – eller årsagerne. Hvis du kan finde dem, er det muligt, at den slags uhyggelige ting kan hindres i fremtiden.” Sådan veksler
fortælleren mellem refleksion på afstand af krigen, samtidig med at man følger de to handlingsspor, der foregår i henholdsvis 1921 i det daværende Kristiania og i det besatte Norge i 1943.
Fortælleren var ung og
fattig student i 1921. Han gik som Hamsuns student i ”Sult” rundt i dårlige klæder, boede fattigt og var altid sulten. Dengang mødte han Kari, en pige, hun blev hans store kærlighed, hun blev gravid, og så forsvandt
hun ud af hans liv. Omgangskredsen fra studentertiden genfinder han nu i krigsårene, og de mødes i helt andre roller end i studietiden.
Temaet er eksistentielt: Hvorfor bliver vi dem, vi er? Kunne det være gået anderledes? Hvorfor
vælger nogle ondskaben og terroren fremfor glæden og barmhjertigheden? Det er vedkommende og almengyldigt. Den store glæde er, at sproget i bogen er så ungt, skarpt og rammende. Der er helt fantastiske beskrivelser af de fattige studenter
og deres kummerlige liv: ”Lars Flaten var fra Toten. Han var stor og stærk og bred og forbavsende sparsomt udstyret i hovedet.”
De unge studenters liv i Kristiania er et blik ind i en helt anden tid. Pensionater, sult og en evig vandren
på Karl Johan, Wergelandsvejen og i Slotsparken for at holde varmen i de kolde aftener, hvor de ikke havde nogle steder at mødes. Man får et kuldslået billede af den tids studieliv og glædes over kollegieværelser, studiestøtte
og gode oplyste læsesale.
Tyve år senere ser jeg-fortælleren tilbage på studietiden og søger et mønster og en forklaring på, hvorfor det gik, som det gik. Hvorfor var han selv på modstandsbevægelsens
side, hvorfor var hans ven Hans Bjerg blevet nazist. Og hvorfor var Hans Bjergs søn blevet en så glødende hirdmand?
Det lykkes ikke at finde en forklaring: ”Det lykkedes ikke. Det kunne ikke lykkes. Jeg fandt ikke mønstret
i mit eget liv, og endnu mindre i den gruppes liv som jeg prøvede at give nogle billeder af, sådan som livet levedes en kort tid for en hel del år siden.”
”Mødet ved milepælen” er en klassiker. Det er
den fordi den fortsat holder. Nu er det ikke 2. Verdenskrig, der står som en trussel, det er klimakampen, der må være ungdommens (og alle andres) store udfordring. Og fortsat kan man undres: Hvorfor bliver vi dem, vi er?
Afslutningsreplikken
i bogen lyder: ”Vågn op! Vi må løse det nu. Vi må se det nu! Vi må forstå det nu – ellers forstår vi det aldrig, ellers opstår det samme en gang til, større og værre end forrige gang.
Og en dag vågner en sløv, søvnig menneskehed halvt op, gnider sine øjne og siger: Hvad er der nu?
Det kan være dagen før, verden går under.”
P.S: ”Mødet ved milepælen”
kan lånes på biblioteket. Den kan sikkert også købes, men den koster mere end 12.75 i dag.