Pædagogisk takt og kunsten at køre hundeslæde
”Godmorgen Minik. Er du her? Lara, er du her? Aima? Lars? Ruben?” Der bliver sagt godmorgen til hver enkelt elev. Fiona. Nukaanaq, Mathias og alle
de andre elever i femte klasse har afleveret mobiltelefoner, og nu kommer de sidste elever ind fra skolegården for at få dagens engelsktime.
Dagens program har Stinne skrevet på tavlen, det er tre punkter:
- Listening test
- Smash words
- Songs: ABC and Gummy Bears
”Do you have a pencil?” spørger Stinne, der er engelsklæreren i femte klasse. Alt bliver vist med fagter, mens det bliver udtalt. Det kan der snildt gå et par
minutter med at finde ud af. Helt som i danske skoler er der forskel på pennalhusenes indhold af brugbare blyanter. Men vi er i et klasselokale, hvor der fortsat er en klasse-blyantspidser, man kan gå op for at bruge.
”We are ready”
– til en lytteøvelse. Det er på engelsk, jeg siger ordet tre gange.” Hov, der var nok en elev, der ikke lige havde en spidset blyant, det får hun så.
”We are starting now”. Den første sætning:
”I am happy”, ”Happy”, ”Happy”. ”Happy”. Og eleverne skriver med kantede blyantbogstaver på et A-4 ark: ”Happy”. ”Angry”. ”Sad” og så er blyanten knækket
hos Rosa. ”Do you like fish?”.
Femten elever skal skrive, hvad de hører. Femten elever, der (næsten) alle gør sig umage for at være med. Undervisningen foregår på dansk (og engelsk), eleverne har østgrønlandsk
som modersmål, deres undervisningsmateriale er på vestgrønlandsk (thi der er ikke et skriftsprog for østgrønlandsk, der er at ligne med svensk i forhold til dansk), og deres lærere er for en tredjedels vedkommende danske
lærere, der er på åremålsansættelse i Tasiilaq og derfor taler …. dansk.
De danske lærere har ofte en grønlandsk pædagog/ tolk med i undervisningen, men her hos femte klasse klarer Stinne selv
undervisningen ved hjælp af fagter, et vist grundlæggende lager af grønlandske ord, - og så et venligt smil og til tider et skarpt blik.
Stinne har været her næsten to år, Magnus, Michelle, Maria, Emil, Simon,
Josefine og Therese har været her i et eller to år, og de trives. Her får man ansvar, her bliver de didaktiske evner sat på prøve, og her bliver man rustet til alle de udfordringer, man kan møde i dansk og grønlandsk
skole. Og i alle andre skoler.
Her er elever, der bryder grædende sammen, her er glade elever, elever med uro i benene, elever, der har svært ved at sidde stille og elever, der har spidsede blyanter og skriver pænt.
Den store
udfordring er den sproglige udfordring.
I elevernes små ti-årige hoveder bliver der oversat fra dansk til vestgrønlandsk til østgrønlandsk og tilbage igen, - og i denne engelsktime kommer der så lige engelske gloser
ind.
Der fluesmækkes alligevel med entusiasme, der drikkes vand, og lige pludselig spilles der bold, thi kassen med små bolde var der ikke lige opmærksomhed på.
Så er der musik, sidste punkt på programmet.
Internettet fungerer altid lidt dårligt, så man skal aldrig satse sin undervisning på netadgang.
”Gummi-bear” – en musikvideo med gode danse-moves er downloaded, så den kører, mens Stinne lige får
beroliget og trøstet og udøvet almindelig klasseledelse i de tre minutter, hvor der kan danses. Det er et imponerende overblik, der vises af Stinne, den unge lærer med halvandet års rutine i grønlandske skoleforhold.
Når
undervisningen lykkes trods de mange sproglige og kulturelle udfordringer, så skyldes det (måske) to (måske fire) vigtige didaktiske greb:
- De er en særdeles klar struktur med tre- fire punkter for hver time.
- Billeder
og fagter bruges i høj grad sammen med et sprog, der er kort og konkret.
- Venlige smil og et lyst sind (og en god portion humor) kan gøre en stor forskel.
- Man må dele sine glæder og sorger med andre.
Holger
Henriksen udgav i 1988 bogen ”Pædagogisk takt og kunsten at køre hundeslæde”. Her er han fortaler for en undervisning, der først og fremmest baseres på et møde mellem mennesker baseret på Løgstrups
etik og Habermas’ demokratiteori. Tasiilaq er hjemsted for slædehundekørslen i Grønland. Den pædagogiske takt hos de unge danske lærere er også (mere eller mindre bevidst) baseret på samme pædagogiske
takt som hundeslædekørsel kræver.
P.S. Der er masser af børn i Tasiilaq. De hopper på trampolin (med og uden sikkerhedsnet), de cykler (og vi har endnu ikke set nogen med cykelhjelm), de hopper på isflagerne i bugten
og er på et motorisk niveau langt, langt over danske forstadsbørn.
P.S. I år smeltede isen i fjorden så tidligt, at vi på dette skolebesøg ikke fik mulighed for at køre hundeslæde. Næste år,
så …
Bodil Christensen
Læreruddannelsen, Aalborg