Det kræver et stærkt lærerblik at trænge gennem en skærm
Grundtvig sagde og skrev i 1834, hvad de fleste af os ved om at lære noget. Det lykkes kun, hvis man sætter en lille eller større
vilje ind på at lære.
Grundtvig skrev i sangen ”Nu skal det åbenbares” om det, der betyder noget, når man skal lære:
Og han har aldrig levet
Som klog på det er blevet
Han først ej havde kær”
Et gammelt ordsprog siger det lige så klogt (og selvfølgeligt): ”Man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke”, som Peder Syvs ordsprogssamling
bidrager til læringsteorierne med. En nyere (ny og ny, han er fyldt 81) læringsforsker er Knud Illeriis. Nok er Illeriis pensionist af alder, men har netop redigeret en bog med titlen: ”15 aktuelle læringsteorier”. Her samler
han op på den viden, man ha i Danmark i forhold til, hvordan man lærer bedst.
Man skal have en motivation for at lære noget, siger han. Det er så afgørende. Han kalder det drivkraft, og at det er nødvendigt ser
jeg hver dag, når jeg som underviser er sammen med studerende og elever og kolleger: Vi skal have en drivkraft, for at få lært et bestemt fag. Der skal være mening med det, vi skal lære, og det skal være muligt at mestre
udfordringen. Så nemt forklarer Knud Illeriis, hvad der er afgørende for læring.
Læring er en kompleks størrelse. Det oplever mange forældre i disse uger, hvor undervisningen er flyttet fra skolens matrikel
og hjem på spisebordet (eller til tider sofaen). Pludselig opdager mange forældre (eleverne vidste det helt sikkert i forvejen), at det ikke er nok at give elever opgaver, der skal løses. En lærers væsentligste og vigtigste arbejde
består ofte i at motivere eleverne. Eleverne skal vide, hvorfor det giver mening at lære noget.
Motivationen kan have afsæt i en god karakter, at man gerne vil blive dygtig, at man vil udvide sin verden, at man gerne vil glæde
sin lærer (eller forældrene) eller i at man selv har indflydelse på opgaven. Motivationsforskere benævner de fem ”motivationsorienteringer” som vidensmotivation, præstationsmotivation, mestringsmotivation, relationsmotivation
og involveringsmotivation.
Louise Klinge, skoleforsker og ph. d., har forsket i relationskompetencen og dermed den motivation, der følger med relationer. Ikke overraskende var konklusionen hos hende, at det er læreren, der gør en
forskel. Det er elevens relation til læreren, der er mest afgørende for, om undervisningen og læringen lykkes. Derfor er den ”virkelige” undervisning i den ”virkelige” folkeskole så meget bedre end en fjernundervisning,
hvor ingen lærer kan lægge en beroligende hånd på skulderen af en fortabt elev, der kæmper for at forstå, hvordan man udregner arealet af en cirkel. Eller hvordan man skal fortolke novellen ”Raftehegn” af Kim
Fupz Aakeson. Det er (trods mange gode digitale løsninger) helt umuligt for et ellers skarpt og rutineret lærerblik at række fra egen computers kamera og helt ud til den enkelt elevs skærm og her se alt det, der ikke bliver sagt med
ord.
Den motivation til skolearbejdet, der ligger i fællesskabet, i tilstedeværelsen i klassen, i frikvarterets latter og leg, i lærerens forunderlige fortalelser eller kammeraternes sjove bemærkninger, - ja, den får ingen
af forældrene serveret, når de skal være stilladserende for et online-skolearbejde.
Der er en distance, der kan synes at være på mange hundrede kilometer, når læreren ”blot” toner frem på en
skærm. Eller når der gives opgaver, der kan være nok så stilladserede, men hvor man ikke kan se på lærerens blik og mimik, hvorvidt er vigtigt, - eller vigtigt-vigtigt.
Lad det være sagt: Det er forbavsende,
i hvor høj grad folkeskolelærerne (og gymnasiets lærere og underviserne på videregående uddannelser) har forstået at sætte en rimelig hverdag med undervisning og studier op for elever og studerende. Det er imponerende
godt gjort. Alle gør det bedste, de kan, for at holde fast i et studie, en skolehverdag og en rutine.
Men… som ”mine” studerende, der skal være lærere om lidt, siger: ”Jeg ser ikke nogle direkte glæder
og fordele ved online undervisning. Det kan gå an, men man savner det sociale samvær på skolen. Morgensang, krammere og pauserne hvor man overvejer, om det er en sandwich i denne pause eller den næste.”
Eleverne hjemme
ved spisebordet savner også deres frikvarter sammen med kammerater. Det kan ikke erstattes af selv nok så gode skypeforbindelser. De mangler læreren, kammerater og så mangler de ”virkeligheden” i undervisningen.
Den
digitale undervisning kan trække på mange undervisningsplatforme med færdige forløb, velbeskrevne opgaver, gode instruktionsvideoer og selvrettende digitale grammatikopgaver, men det er interessant, at noget af det, der virkelig hitter
er meget dogme-agtige live-udsendelser fra Randers Regnskov eller Norsøcenteret, hvor fagfolk formidler viden her og nu. ”Nu sætter vi rotten ned til slangen, så kan vi se, om den er sulten.” siger de måske. Og så
kan man (det er jo live-udsendelser) vente og se. Måske bliver rotten spist. Måske ikke. Men det er uventet og dermed spændende, helt som virkelighedens undervisning aldrig bliver, som det er planlagt. Det er også enormt motiverende
at sidde som elev og tænke: Gad vide, hvad der sker nu.
Uden de digitale hjælpemidler havde eleverne (og forældrene) været meget ringere stillet i forhold til at lære noget, men man skal ikke tro, at det er fremtidens svar
på undervisning.
Et skarpt lærerblik for elevernes ve og vel og viden fungerer bedst i nærvær.