Emma Gad: Venner som ikke skuffer
Decembers dage er fyldt med forberedelser og forventning om fridage. Midt i klejnekogeri og kalenderpakker kan det være godt for sjæl og sofa, om man også tilbringer et par decemberdage med
benene oppe, kalenderlyset tændt og en god bog i nærheden.
Der er nok at vælge mellem, men her er nogle gode bud på bøger til glæde og gaver.
Allerførst en række bøger til voksne:
1.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: ”Hvad man ikke ved”. Marstrand-Jørgensen skrev sidst om Hildegaard af Bingens liv i den mørke middelalder, men her er fortællingen om de frigjorte 1960’ere, der på ingen
måde var ren frihed for alle. Alice og Erik og deres børn og familie og venner har hver deres vanskeligheder med at forholde sig til en verden, hvor alt – tilsyneladende – er muligt. Der er røgelse, rengøring, kvindelejr,
åbne ægteskaber og knuste drømme. Man kan kun glæde sig til næste bog.
2. Kerstin Ekman har skrevet i mange, mange år. ” Grand Final i Gøglerbranchen” er den bedste bog i
år. Ekman ved, hvad hun skriver om, når der står: ”Du ved ikke hvad det vil sige at kede sig, for så kunne du måske være begyndt at skrive selv. Litteratur kommer nemlig også af kedsomhed. Men det ved du
ikke noget om. Ikke en skid.”. Det er forfatterverdenen fortalt i et sprog, der er en stor fornøjelse – også i den danske oversættelse.
3. Karl Ove Knausgaard: ”Min kamp 6”. Nu er sidste bog
her på dansk, og så kan det være ærgerligt allerede at have læst den på norsk. Har man ikke læst seriens seks bind, så kan man glæde sig. Fantastisk fornøjeligt at forfatteren kan skrive om sit liv,
så man læser og læser og glæder sig til hver ny side.
4. Jens Smærup Sørensen: “Hjertet slår og slår”. Hjemegnen ved Staun er rammen om faderens død. Fortælleren
genoplever sin barndom, hvor hans evner ikke rakte til andet end at gå i skole – til stor fortrydelse for faderen.” Han kunne sige hvad han ville og lige meget hvor ringe han kunne gøre mig, så vidste jeg, at jeg ville være
endnu ringere til at gøre mig nyttig på mark og i stald. Jeg var nødt til at blive i skolen.”
5. Vibeke Grønfeldt: ”Bogstavets betydning”. Her bygger Nini sin bog i en by, hvor alt er i forfald.
”Oskar kommer og står i døren i en ny kedeldragt med firmaets logo på brystlommen og et par øl i hånden…
Skønt altid fåmælt er han kommet for at fortælle om altmuligmanden Arne Land,
der ankom så …..” Bogen er fyldt med tomme postkasser, forsømte huse og haver, sovekammerlamper, tvangsauktioner, skovle, spader og slagsbrødre. Der sker ikke meget, men sproget er smukt og skarpt og hvert bogstav bærer
en person med sig.
Det var bøger til de voksne læsere.
Til yngre læsere er der også masser af gode bøger. Der er nogle forfattere, man altid kan glæde sig til. Det er – som altid – Kenneth Bøgh
Andersen, der nu får sin ”Ant-boy-serie” filmatiseret. Det er drenge ( og piger) i 10-12-års alderen, der her kan læse om pissemyrens supermyreudfordringer. Samme målgruppe kan tage fat i serien ”Skaterland”
af Kim Langer, hvor der nu er tre bøger om Momo, Krissy og vennerne. Her lærer man alt om skateboard, løbehjulstrick og BMX-cyklernes kunstneriske muligheder. Indlagte QR-koder sætter action på ordene, hvor man som læser
får et helt nyt fagsprog til skaterdrengenes verden.
Piger (og drenge) i 13-16-årsalderen bør læse Sanne Munk Jensens ”Arangutang”. Den foregår i Sindal, klikens kærestepar har kriser og krydser hinandens
og andres senge. Patrick, Muddi, Didde og fortælleren fester, holder ferie og har forældrene at passe på. Sanne Munk Jensen skriver ungt og til unge. Andre gode forfatternavne at forfølge er Anders Johansen, Cecilie Eken, Liva Skogman
(”17 km. syd for Aalborg”), Ina Bruhn og Daniel Zimakoff. Og Jesper Wung Sung.
En tillægsgevinst på boglisten kunne være en klassiker, nemlig Emma Gads ”Takt og tone, hvordan vi
omgås.” Den ligger her på bordet, det er en fantastisk humoristisk indføring i - netop takt og tone. Den udkom i 1918, men der er gode råd også til 2012, hvis man vil vide, om man kan bære diamanter om formiddagen
(nej), kan ryge cigarer i damers nærvær (kun om aftenen), eller hvorvidt man bør lære kongerækken udad (ja, naturligvis!).
God fornøjelse med læsningen.
Som Emma Gad skriver: ”Køb
helst de Bøger, De har lyst til at læse. Ikke alene gavner de derved Litteraturen, men De faar ogsaa Bøgerne kær og skaber Dem derved Venner, som ikke skuffer.”
Bodil Christensen
Degnevænget
5 Horne
9850 Hirtshals