Klog på krig, kvinder, krop og en lynkineser fra Ærø
Faktion som formidling af fakta i multimodale tekster
Af Bodil Christensen, Master i Børnelitteratur, Lektor på Læreruddannelsen i Aalborg,
Professionshøjskolen UCN
Denne artikel sætter fokus på formidling af fakta gennem faktion.
Med fire børne - ungdomsbøger som eksempler vises, hvorledes de multimodale teksters brug
af formidlingsgreb fra fakta – og fiktionsgenren giver en læsning, der rummer andet og mere end viden. Det er viden, erkendelse og oplevelse gennem en æstetisk formidling.
Peter Harms Larsen står for den klassiske beskrivelse
af faktion som genre. Harms Larsen var især optaget af formidling gennem faktion og de særlige fakta- og fiktionsoverenskomster, man som læser har med genren.
Min forståelse af multimodalitet som formidlingsgenre har
sit ståsted hos klassikeren Günther Kress, men det er Elise Seip Tønnesen og Agnes-Margrethe Bjorvand der leverer teorien til læsningen af billed-tekst-relationen i de valgte værker. Analysestrategien til de multimodale værker
er hentet hos Lars Elleström, der i ”Mediernes modalitet” har et godt bud herpå.
De fire værker: ”Kvinder i kamp”, ”Jenteloven”, ”I tilfælde af krig” og ”Lynkineser”
er valgt for deres aktualitet, deres kvalitet og deres brug af et multimodalt udtryk på forskellig vis. På hver sin måde balancerer de mellem fakta og fiktion i formidlingen.
1. Prolog: Vi kan gøre lige hvad
vi vil
Næst efter Bibelen var ”Onkel Toms Hytte” af Harriet Beecher Stowe den mest solgte bog i Amerika i 1800 –tallet. Bogen er fra 1852, den handler om slavernes urimelige vilkår i bomuldsplantagerne i Sydstaterne, og
bogen var en medvirkende faktor til den amerikanske borgerkrig. Suffragetterne i England havde ”Handling ikke ord” som deres motto, og man tror på deres indignerede kamp for stemmeret, når man ser billedsiden i ”Kvinder i kamp”,
hvor ruder smadres, bygninger bliver brændt og hvor Emily Davison bliver trampet ihjel af kongens hest. ”Kvinder i kamp” er en faktabog om kvindekampen de seneste 150 år, den leverer en lang række fakta i verbalsprog. Fakta, der
gives sideløbende med en mere eller mindre fiktiv billedside bestående af tegneserier, stemningsskabende helbilleder og portrætter af kendte kvindeforkæmpere. Harriet Beecher Stowe er naturligvis med blandt disse.
SKAM-universets
Vilde (Ulrikke Falch) og stand-up-komikeren Sofia Frøysaa er de to kvinder, der med hver sin subjektive fortælling og med hele deres etos står bag et pige-kvinde-oplysningsprojekt, der i ”Jenteloven” giver fakta om pigers krop
og kropsbevidsthed. De har fokus på piger, der ”hepper på piger”, på selvskade, sociale medier, skam og psykisk velbefindende. Objektiv viden formidlet på subjektiv vis, hvor faktadelens troværdighed er afhængig
af afsenderens etos. Billedsiden er humoristisk, selvironisk og videregiver den etos, de to forfattere besidder. Det er et squad, man gerne vil være med.
Det er to bøger, der ville stå blandt fagbøgerne på biblioteket,
men de trækker begge to på fiktionen virkemidler.
Dorte Karrebæk, tegner og forfatter i mere end 40 år, har skrevet en erindringsroman til børn: ”I tilfælde af krig.” Her får man indblikket i en
efterkrigstid og en opvækst i skyggen af 2. Verdenskrig, hvor der var et stort skel mellem børn og voksne. ”Det var de voksne. Uberegnelige og nedladende. Jeg var bange. De gav lussinger for det mindste. En glemt blyant eller bog. Eller
hvis man ikke kunne finde ud af hjemmeopgaverne. Bang!”. De voksne i skolen er grå og gennemsigtige og uden farver, mens mennesker hun har kendt har farver og individualitet. Familiefotos dokumenterer sammen med karakterbogen og kataloget for kunstsilkeunderbenklæder
med lodden vrang (benklæder str. 4 år: kr. 2.85) hvorledes tiden var. Karakterbladet viser, at Dortes eksamenssnit var gx, men det er Karrebæks fiktionaliserede biografi, der giver tidens stemning, kaster krigens skygge og viser hvorledes
skolesystemet ikke var klar til det, vi i dag ville kalde et ”udfordret barn”.
”Vi kan gøre lige hvad vi vil, og stadig vende hjem i et stykke”, skriver Jesper Wung-Sung i sin erindringsbog ”Lynkineser”. Også
her er der fotodokumentation og illustrationer af mange slags, hvor Rasmus Meisler er kunstneren bag billedsiden. Det er en Marstal-drengs erindring fra en opvækst i 1970-erne. Det er også en dannelsesroman, der viser, hvordan vi alle er et dannet
af den opvækst, vi har haft. Ikke mindst er vi dannet af den måde, vi har mødt tilværelsens trælår på. Sådan bliver erindringerne om 70’ernes voksenfri børneliv til en klar og tydelig morale, der
trækker på forladtheden i skolebussen, angsten for et fast arbejde, glæden ved Man. United og mødet med bøgernes verden.
Som læser af disse bøger bliver man underholdt, men man bliver også klogere på
en smuk måde. Lene Tanggaard, professor på Aalborg Universitet, har skrevet om ”Læringsglemsel”, hvor der sættes fokus på, at til tider fungerer læring bedst, hvis man glemmer, at man er i gang med at lære.
Fiktionen motiverer til fordybelse, og med denne fordybelse i billedlæsningen bliver faktadelens ”viden om verden” også en del af læsningen. De to biografier har hovedvægten på fiktionens fremstilling af et levet (barne-ungdoms)liv,
mens faktadelens ”viden om verden” her er mere fokuseret på en kulturhistorisk viden og en mentalitetshistoriske udvikling fra henholdsvis efterkrigstiden skole og 1970’ernes drengeliv.
2. Faktion som udtryksmiddel
Autofiktion er et nyt begreb i biografigenren, men her i denne artikel gør jeg brug af Peter Harms Larsens klassiske begreb ”faktion”. Autofiktion er en genrebetegnelse, der kan kaste lys over, hvordan man som forfatter fremstiller sit
eget livs oplevelser og erfaringer i en selvkomponeret erindring, men når der som i ”I tilfælde af krig” og ”Lynkineser” inddrages billeder som en del af formidlingen, så mener jeg, at faktionsbegrebet er mere dækkende.
Billeder i form af fotodokumentation signalerer i høj grad fakta på billedsiden.
”Baseret på en virkelig hændelse” står der ofte på rulleteksterne, når en hjertegribende film er vist på storskærmen.
Det virkelig liv har masser af stof til dramatiske fortællinger. Utøya-filmen ”22. juli” kan være et godt eksempel. Her fortælles den helt igennem forfærdelige 22. juli-terrorhandling. Fakta formidlet i en fiktionsramme,
men med den vished hos skuespillere, instruktører og ikke mindst modtagere af filmen: Dette er virkelighed, dette er sket, det hændte.
Den klassiske skelnen mellem fakta og fiktion er ikke en skarp linje, der er næsten udelukkende
gråzoner. Tilbage i 1995 udgav Peter Harms Larsen bogen ”Faktion som udtryksmiddel”. Siden da har man kunnet diskutere genrebetegnelsen for al formidling af fakta.
Den overenskomst, der findes mellem afsender og modtager i forhold
til fiktionsgenren, lyder således (ifølge Peter Harms Larsen) i min kortere ordlyd:
”Det du ser og hører her er ikke virkeligheden, men det fortæller dig noget om virkeligheden.”
Faktaoverenskomsten
lyder: ”Det, du ser og hører her, er virkeligheden, - eller det er et udsnit af virkeligheden.
Faktion er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta” og ”fiktion” er interessant og problematisk, og
hvor denne blanding spiller en rolle for formidlingen.
Peter Harms Larsen har tre hovedgrupper her i faktionen:
a) Fantasi forklædt som virkelighed:
Noget der grundlæggende er 'fiktion',
dvs. indholdsmæssigt er hypotetisk, opdigtet, fantasi, men forklædt som fakta, dvs. fortalt med mere eller mindre konsekvent brug at de koder, udtryksformer og den æstetik som ellers kendetegner faktuelle, herunder journalistiske genrer.
Det er fiktive dagbøger, fiktive biografier og kontrafaktisk historieskrivning. ”Lynkineser” og ”I tilfælde af krig” kunne være i denne gruppe, men har flere fællestræk med gruppe to: Den dramatiserede
sandhed.
b) Dramatiseret sandhed:
Noget der grundlæggende indholdsmæssigt er sandt og virkeligt, baseret på kontrollerbare undersøgelser og kilder, og som levendegøres evt. ligefrem
rekonstrueres ved at blive fortalt på en måde så det mere eller mindre gennemført mimer fiktionens dramatiserende koder, æstetik og udtryksformer. ”Kvinder i kamp” er i denne gruppe. ”Jenteloven”
ligeså, og her finder vi også ”Lynkineser” og ”I tilfælde af krig”.
c) Iscenesat virkelighed:
Noget som har form af menneskelige eksperimenter og socialpsykologiske forsøgsopstillinger
med indbygget konflikt i kraft af en konstrueret ramme og et sæt spilleregler. Ingen af de valgte udgivelser er at finde her, men vi kender et utal af tv-reality-programmer, der er i denne gruppe. Det er landmænd, der søger kærlighed,
par der bliver gift ved første blik og otte unge, der flytter ind i et kollektiv.
Når billeder og tekst bruges i formidlingen af faktion, så kan de fire valgte eksempler kategoriseres således:
”Kvinder
i kamp”: Billederne formidler den fiktive fortælling, verbalsproget formidler faktafortællingen
”Jenteloven”: Billederne relaterer til såvel fiktion (SKAM-univers) som til fakta (mange oplysninger gives her). Verbalsproget
er såvel fakta (information, ”leksikonoplysninger”) som fiktion (dagbøger, personlige erfaringer). I det hele taget er ”Jenteloven” fyldt med blandingen af fakta og fiktion på et ret avanceret niveau.
”I
tilfælde af krig” og ”Lynkineser”: Billederne dokumenterer fakta med foto, mens de tegnede illustrationer er virkeligheden set gennem fortællerens temperament. Verbalsproget er mere fiktion end fakta.
For de fire værker
gælder det, at det er den ”dramatiserede sandhed”, der fortælles på forskellig vis.
Når faktion er et fremragende formidler af fakta, så er det grundlæggende fordi det altid gælder: ”Når
du læser bøger, bliver du klog på en smuk måde.” Læsningen af multimodale tekster og læsningen af tekster, der bruger fiktions- og fakta-genrens mange formidlingsgreb; rammer mange flere sanser hos læseren.
Den kognitive og emotionelle påvirkning følges ad. Billedsiden og verbalsproget påvirker læseren på hver sin måde, og den æstetiske oplevelse rammer sanserne, således at hukommelsen har flere knager at hænge
årstal, begivenheder og årsagssammenhænge på.
3. Multimodale tekster – ikonotekst
Principielt kan man hævde, at alle tekster er multimodale. Romaner præsenteres også i et visuel design, hvor
omslag, papirkvalitet, slid og skriftudtryk er en modalitet. Digte har modaliteter som lyd, musik og layout. Harald Blåtands Jellingesten fortæller i runer og symboler om konflikten mellem religioner (og Harald Konge får også
flashet sig selv), Bayeuxtapetet gengiver Vilhelm Erobrerens sejr i slaget ved Hastings i 1066, og utallige kalkmalerier i de danske kirker har genfortalt bibelens fortællinger i et forståeligt billedsprog.
Billeder og ord fortæller
i de tre nævnte eksempler samme historie, men det er en stor kvalitet i alle billedfortællinger, at de taler et ”internationalt” sprog og billederne fortæller en historie, man kan læse uden særlige læseafkodningsfærdigheder.
Ikonotekst er et fagligt begreb, der dækker den helhed, der opstår i billedbøger mellem bøgernes tekst og billeder, hvor ”tekst” her er forstået som verbaltekst. Skrift og billede er ”teksten”.
Vi læser såvel billeder som ord. Sådan har det historisk været siden skriften blev opfundet, men (skole)kulturen har i mange år talt om ”tekst” udelukkende som ord. Ligeledes har der været fokus på analyse
af verbaltekster i skolen fremfor analyse af billedtekster. I den multimodale billedverden, der møder os alle gennem sociale platforme, digitale nyhedsmedier og i fiktionstekster på skærm, er det vigtigt at kvalificere billedlæsningen.
”Vi pendler mellem det verbale og det visuelle, og hele tiden bliver forståelsen for det, vi læser, bredere og dybere.” siger Maria Nikolajeva. Derfor er der grund til at arbejde med ikonoteksten fremfor at arbejde med ”tekst
og billeder” i to separate analyser. Den norske forsker Agnes-Margrethe Bjorvand siger det således: ”Opsummerende kan vi dermed definere ikonotekst som den ”gjensidige påvirkningen mellom ord og billeder som blir realiseret,
og som formidler mening til leseren i det øyeblikket vi leser.”
Mens multimodalitetsteorien er mest optaget af produktionen og afsenderne, så er ikonotekstteorien optaget af læserens sammenhængende læsning af tekst
og billeder.
Billedbogs-ikonotekst-teorien kan overføres til alle andre multimodale tekster. Det er sammenhængen og sammenspillet, der er det centrale.
Billeder kan vise stedet, personerne og det fysiske udtryk. Man kan sige, at
billedteksten er substantiver og adjektiver. Billeder er struktureret på en side, hvor man kan læse fra det gyldne snit og ud, - eller man kan læse ved at følge andre stier. Skriftens typografi er også afgørende for billedet
af tekstens indhold.
Verbalteksten styrke er, at den kan vise tiden, den viser om det foregår i datid, i nutid eller i fremtiden, og man kan sige, at verbalteksten refererer til verberne. Verbalteksten læses fra venstre mod højre,
fra oven og ned på den klassiske vestlige verdens læsesti.
Semiotikeren Roland Barthes siger, at ordene kan forankre eller uddybe meningen i billederne, eller de kan udvide meningen. Det er denne sammenhæng, ikonotekstteorien er optaget
af.
En semiotisk modalitet beskrives ud fra hvilken udtryksform, den tager i brug, og hvilken organisering (grammatik), den har udviklet i den kulturelle brug. Der er styrker, svagheder, muligheder og udfordringer i enhver modalitet. Dette benævnes
modalitetens affordans.
Verbalsproget har eksempelvis en klar affordans for at udtrykke handling, fortid, nutid og fremtid. Det er tekstens verber.
Billedsproget har en affordans for at vise og gengive billedet af personer og miljø. Det
er tekstens substantiver.
Billeder udfolder sig på en flade, mens ordene følger efter hinanden i en tidsbestemt rækkefølge.
Digitaliseringen har givet langt lettere adgang til mange billeder. Det er derfor vigtigt at
også at sætte fokus på billedlæsningen, på samme måde som der siden den første skolelov i 1814 har været fokus på læsekompetencer i forhold til verbalsprog.
Det er en tradition, der bygger
videre på Bayoux-tapetet, kalkmalerierne og runestenene fra Jelling.
4.0 Fire eksempler
De fire værker er valgt ud fra et ønsket om nye, aktuelle dansk og norske kvalitetsværker , der formidler vigtig viden
til børn og unge. De fordeler sig i et spænd mellem modaliteter og faktion, der kan illustreres således:
Forankringen af hele værket er hovedsagelig i:
Fakta
Faktion Fiktion
Kvinder i kamp Jenteloven
I tilfælde af krig
Lynkineser
Billedsprogets betydning i forhold til fakta og fiktion:
Fakta
Faktion Fiktion
Kvinder i kamp Jenteloven
Lynkineser
I tilfælde af krig
Hvor de to biografier med valg af familiefoto, kort, tegninger, karakterblad og andet skifter mellem fakta-formidling og fiktionsformidling.
Verbalsprogets betydning i forhold til fakta og fiktion:
Fakta Faktion
Fiktion
Kvinder i kamp Jenteloven
I tilfælde af krig
Lynkineser
Denne grafiske version er som altid helt utrolig firkantet, men den giver et overblik.
”Jenteloven” er interessant med sin forankring i hele SKAM-medie-universet. Samtidig er det en særdeles aktuel bog,
der ”hepper” på pigers selvværd. ”Kvinder i kamp” er ligeledes i et medieunivers, hvor de to forfattere også har lanceret et kortspil om kvinder, de bruger sociale medier og tegner og skriver på flere platforme.
De to danske biografiske ”min-historie-bøger” er valgt for deres fælles genre: erindringsroman. Dorte Karrebæks ”I tilfælde af krig” er ”gammel” fra 2009, men samme historie genfortælles
(uden billeder) i ”Dorte Karrebæk og bogen 1970 – 2018”, der udkom i 2018. Jesper Wung-Sung fortæller sin barndomshistorie (stærkt udvidet) i familieromanen ”En anden gren”. De er begge to forfattere, der har
været på boghylderne og skolebordene i mange, mange år. Rasmus Meisler, der illustrerer ”Lynkineser” er en illustrator, der har arbejdet på mange platforme.
Og kort sagt er alle fire bøger virkelig gode.
De analyseres efter de fire punkter, Lars Elleström introducerer i ”Mediernes modaliteter”, 2012.
4.1 Jenteloven: Vi ved også, at vi er sygt meget stærkere,
når vi står sammen.
Forfatter: Ulrikke Falch og Sofie Frøysaa
Oversætter: Elisabeth Kiertzner
Illustrationer: Ida Neverdahl
Sidetal: 192
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2018
- 1. Det materielle udtryk: Hvordan ser det ud. Hvilket materiale er der brugt?
”Jenteloven” er en bog på 192 sider. Hardback. Fersken-pink-hovedfarve på ryg
og forfatternavne og undertitel. Guld på titlen: Jenteloven. Den danske oversættelse er også ”Jenteloven”, vi er i SKAM-slipstrømmen, hvor vi kan norsk.
Der er forskellige farver på siderne, og dermed på
de enkelte sider. Forsnittet er således i skiftende hvid, grå, rød, gul. Alle farver er brækkede og douche. Farverne angiver ikke hvorvidt det er personlige oplevelser eller facts, der er i teksten. Det er sandsynligvis et spørgsmål
om æstetik og variation.
Papirkvaliteten er god, det er forholdsvis kraftigt papir.
Skriften varierer. Fonten er Myriad, men der er håndskrift, der er (som brugt i titlen) en slags tillempet gotisk skrift til alt, der er ”lovstof”,
der er overskrifter, tegnserietekster og mange, mange billedvarianter.
- 2. Det sensoriske udtryk: Hvordan sanser modtageren medieudtrykket? Hvad ser vi (for det indre og ydre blik) når
vi ser, hører, føler mediet?
Det er SKAM-Ulrikke, der ser lidt skråt op på læseren fra bogens forside. Vi kender Vilde. Vi kender hendes hjemlige forhold, hendes ønske om at være som de andre,
Vilde er en pige, man kan genkende sig selv i (hvis man altså er ung) eller man kan huske ønsket om at være populær og i inderkredsen (hvis man er ældre). Sammen med Sofie Frøysaa kigger de på os. Klædt i noget
lidt utjekket sort-pink tøj, der matcher farven på bogryg og forfatternavne og undertitel. De står i et omklædningsrum, der på ingen måde er tjekket. Det er lidt skrammet, som også de to piger er skrammede i deres
indre.
”Jenteloven” er valgt som titel. Undertitlen er ”Feministisk førstehjælp”. Det er noget helt andet, der signaleres her med undertitlen.
Omslagets inderside har slagord i håndskrift. Her står
: ”My body , my business”, ”The future is female”, ”Girls support girls” og meget andet. Også omslagets bagside har samme slagord. Det sender en linje til undertitlen: ”Feministisk førstehjælp”.
Man kan ikke læse bogen uden at have Vilde for sit blik. Mange nordmænd kender komikeren og foredragsholderen Sofie Frøysaa, og disse to personer ser vi for det indre blik, når vi læser.
Samtidig er der masser af konnotationer
til kvindekamp gennem tiden, men især til 1970’ernes slagord.
Bogen er en blanding af faktaoplysninger, tekster, der vender køn og kønsidentitet på hovedet, personlige beretninger fra de to forfattere, instagram-billeder,
citater fra kendte kvinder, tips, gode råd og tegneserier. Mange genrer er blandet her, og det er alt sammen båret af en omsorg for unge piger. Der er således en linje til de fleste sociale medier, til de gængse ungpigeblade, til bloggere
og til brevkasser.
- Det spatiotemporale udtryk: Hvordan ser vi det i tid og rum? Hvor mange dimensioner (to (maleri og billede), tre (installation, skulptur) eller fire (med forløb i tid, som film teater)?
Det
er en bog, man kan bladre i. Den kan læses baglæns, så man får kildeangivelserne og faktaoplysninger om danske forhold. Den kan læses spredt, der står ”overskrifter” hen over siderne: sex, skole, krop. Der er
”øvelser”, og der er sider, man kan klippe ud for at bruge ”i virkeligheden”.
Alt er struktureret efter Jentelovens 11 paragraffer, men kan læses uafhængigt af et tidsforløb. Der lægges op til
en interaktion med teksten.
- 4. Det semiotiske udtryk: Hvad betyder, det vi ser? Hvilken mening får vi ud af det?
Ulrikke Falch har været overvægtig, hun har
haft anoreksi og bulimi, og hun har stadig komplekser over sin krop. Sofie Frøysaa var deprimeret og depressiv i flere år i sin ungdom. Også det har aldrig helt forladt hende. De skriver således på deres egne erfaringer og med
deres eget liv, men det er skrevet uden at være privat. Det er personligt og vedkommende.
De bruger eksempler fra medierne til at vise, hvordan kønsstereotyperne er eksplicitte i nyhedsdækningen, de viser historiens forskellige kropsidealer,
og de er i det hele taget ”voksne” på en måde, der kun kan glæde den unge læser.
Ulrikke og Sofies fortællinger om deres eget ungdomsliv er rystende. Og når man ser statistikkerne bag i bogen, så
bliver man bekymret. Her er tal for, hvor mange unge piger og drenge, der tager smertestillende medicin på jævnligt basis, blot for at holde dagen og hverdagen ud. Her er tal om forventningspres fra skole og familie, om depression og psykiske sygdomme.
Alt sammen noget, der bør tales mere om.
Her er ”Jenteloven” et god rygstød for de unge piger, der bør sætte ”Jenteloven” op på badeværelsesspejlet, så loven kan læses hver morgen
– og aften.
Hele holdningen i bogen er baseret på et ”vi”, hvor ”vi” er piger i Norge, i Europa og i Verden. De skriver: ”Ændringer i samfundet kommer ikke af sig selv, de kommer, fordi vi peger på
skævheder og uretfærdigheder. Det at være pige i verden er noget, der forandrer sig., fordi vi forlanger det.” ”Jenteloven handler om at kæmpe imod sexisme og kønsdiskriminering – både for at bidrage til
at forandre verden lidt hver dag, og også for at tackle hverdagen med alle de krav og forventninger, vi stilles overfor.” ”Nu har vi lavet et squad af kampklare piger – og sammen har vi tænkt os at forandre verden. Er du
med?”
4.1 Kvinder i kamp: Langsomt men sikkert bevæger vi os fremad. Bare nogen tør at gå foran
Forfatter: Marta Breen og Jenny Jordahl
Oversætter: Maren
Uthaug
Omslag: Jenny Jordahl
Sidetal: 122
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2018
- 1. Det materielle udtryk: Hvordan ser det ud. Hvilket materiale er der
brugt?
”Kvinder i kamp” er en bog i A 4- størrelse, hardback og med titlen i sort: Kvinder i kamp. Undertitlen er ”150 års kamp for frihed, lighed og søsterskab”. Der er 122 sider, og omslagets
inderside er med en rød bundfarve, hvor der såvel på for –som baginderside står med hvidt: ”Stemmeret nu” på en plakat.
Forsidens farver er i blå, rød, hvid og sort. Bundfarven er blå
som blåstrømper, og midt på forsiden står forfatternes navne: Marta Breen og Jenny Jordahl. Et par kvinder, der har samarbejdet om andre værker, eksempelvis ”60 damer du skulle ha møtt” og ”F-ordet”.
Marta Breen er fagbogsforfatter, Jenny Jordahl er blogger- og tegneserietegner, designer og meget mere.
Forsnittet viser hvide, røde og sorte sider. Papirkvaliteten er god.
Bogens farver er med sort som gennemgående farve. Der er
brugt hvid, blå, grøn, rød, orange således, at der aldrig er mere end tre farver (hvid, sort og en tredje farve) i spil, - undtagen på det opslag, hvor det regnbuefarvede flag får sin plads.
Det giver et enkelt
præg af ”klassisk tegneserie”.
Skriftens font er Tekton, og der er derudover en del ”håndskrevne” tekster.
- 2. Det sensoriske udtryk: Hvordan sanser modtageren
medieudtrykket? Hvad ser vi (for det indre og ydre blik) når vi ser, hører, føler mediet?
Marta Breen og Jenny Jordahl er (forholdsvis) unge forfattere. De er fra henholdsvis 1976 og 1989, og de giver et billede på
kvindekampen, der er hentet i 2018. De er kendte bloggere, tegneserieforfattere og fagbogsforfattere, og de giver (med Maren Uthaug som oversætter) et billede af ”den ny kvindekamp”, hvor det anerkendes, at kvinders stilling i Skandinavien
er stærkt forbedret de sidste 150 år, men hvor det stadig gælder, at kvinder andre steder i verden omskæres, tvinges til giftermål, ikke får uddannelse, udsættes for voldtægt, chikaneres på grund af køn
og får dårligere løn end mænd.
Der er en række kapitler, der introduceres med et opslag med et hel-billede og en undertitel.
”Langsomt, men sikkert bevæger vi os fremad, bare nogen tør gå
foran”, sådan står der på sidste opslag.
”Aldrig mere strikkepinde, kloge koner eller onde minder”, sådan lyder overskriften på et kapitel, hvor kampen for fri abort tegnes. Der er et helt kapitel om to
kvinder: Ad Tahirih fra Iran (født omkring 1814 og død 1852 (hængt i sit eget slør), og Malala, den unge pige, der fortsat kæmper for frihed og fri stemme til kvinder i Afghanistan (og resten af verden). Metoo-bevægelsen
er afslutningen på bogen, der slutter med det opmuntrende: ”Rigtig mange oplever sexchikane i skolen eller på deres arbejdsplads. Alligevel er der ingen tvivl om, at verden er et bedre sted for kvinder i dag end for hundrede og halvtreds
år siden.”
- 3. Det spatiotemporale udtryk: Hvordan ser vi det i tid og rum? Hvor mange dimensioner (to (maleri og billede), tre (installation, skulptur) eller fire (med forløb
i tid, som film teater)?
Man kan læse bogen i tilfældig rækkefølge, hvis man ønsker det. Man kan bladre og se på enkelte opslag, men det er en kronologisk fortælling om de 150 års kvindekamp.
Der er ingen indholdsfortegnelse, det er den kronologisk fortalte tid, der er strukturen. Farvebrugen angiver, hvornår der kommer et nyt kapitel. Der er ikke referencer til eksterne sociale medier eller andre kilder. Det er en ”lukket bog”,
der fortæller historien her.
- 4. Det semiotiske udtryk: Hvad betyder, det vi ser? Hvilken mening får vi ud af det?
Det er træsnittet fra Dea Trier
Mørchs ”Vinterbørn”, der kunne være en nøgle til fortolkningen. Nu har meget få unge (yngre end 50) læst ”Vinterbørn”, men sådan som Dea Trier Mørch gennem træsnit og
tekst fik vist fødegangen og kvindekampens mange sider fra en fødselsafdeling, hvor alle samfundslags kvinder var i sengs, således bliver kvinders liv vist her gennem et historisk og globalt perspektiv. Her er Malala fra Pakistan, Harriet
Becher Stowe fra Amerika og der er en hel side med kvindelige ledere.
Det er i høj grad en fagbog, der her leveres fakta i en fiktionskontekst. Fiktionsdelen er først og fremmest tegningerne. Fik man verbalteksten alene, så kunne
det være en fagbog, man læste, men billedsiden leverer humoren, de skæve blik, de sjove detaljer.
Her gælder det, at verbalsproget er fortællingens verber, mens billedsiden er tekstens substantiver. Det er billedsiden,
der ”siger mere end ord”, det er billedsiden, der viser, hvordan der ”var i virkeligheden”, men teksten er informativ og beskrivende.
4.3 Lynkineser: I grunden er vi alle blot lynkinesere.
Så lyd og lys min ven.
Forfatter: Jesper Wung-Sung
Illustrator: Rasmus Meisler
Sidetal: 104
Forlag: Dansklærerforeningens Forlag
Udgivelsesår: 2017
- 1.
Det materielle udtryk: Hvordan ser det ud. Hvilket materiale er der brugt?
”Lynkineser” er en bog på 104 sider i hardback, det er en udgivelse i serien ”Min historie”, en serie, der hos Karrebæk
(og de første udgivelser) kom i blødt omslag. Nu er der mere ”bog” over serien. Forfatternavnet Jesper Wung-Sung står med rødt som titlen er med røde versaler. Illustratorens navn: Rasmus Meisler, er skrevet med
sort på den blågrønne baggrund, så det er tydeligt, at her ”sælges” bogen på verbaltekstens forfatter. Det er også Wung-Sung, der står på bogryggen.
Omslagets inderside viser henved
halvtreds ens pistoler på såvel for- som bagomslagets inderside. De vises på en let lys pink baggrund. Papirkvaliteten er god.
Illustrationerne er af meget forskellig slags. Der er fotos fra forfatterens barndom, der er der er
kort, tegninger, vignetter, håndskrevne kommentarer, collager og alle mulige sammensætninger af disse. Sort og rød er gennemgående farver.
- 2. Det sensoriske udtryk: Hvordan
sanser modtageren medieudtrykket? Hvad ser vi (for det indre og ydre blik) når vi ser, hører, føler mediet?
Jesper Wung-Sungs voksenroman om oldefar San Wung-Sung: ”En anden gren” ligger (for en del voksenlæsere)
som forforståelse bag læsningen. For alle børne- ungdomslæsere vil Wung-Sungs store forfatterskab med mange ”danskundervisningsromaner” være en del af forforståelsen. Forsidebilledet viser en illustration,
der refererer til billedromanen ”Alamo”, en billedroman, der også på refereres til i ”Lynkineser”.
Collage-indtrykket gælder såvel illustrationer som verbalsprog. Verbalsproget er digt, erindring, dialog,
billedkommentarer. En collage af ord, der er rammet ind i en fiktionaliseret fortælling om barndommen som ”Wung-Sung”.
- 3. Det spatiotemporale udtryk: Hvordan ser vi det i tid
og rum? Hvor mange dimensioner (to (maleri og billede), tre (installation, skulptur) eller fire (med forløb i tid, som film teater)?
Det er fortællingen om en barndom, der er fortalt kronologisk. Således vil man læse
bogen fra side 1 og frem, men mange (?) vil måske springe over lyriksiderne, der altid er ”signaleret” med en helfarve eller helsides-illustration som baggrund.
Der er forløb i tid i verbalsproget, der følger Jesper fra
et lille børnehavebarn til han står med cigar og et Hemingwaysk blik på sit eget liv som lynkineser.
Der er mange intertekstuelle referencer, der trækker fortællingen ud i en tredje dimension. Johann Wolfgang Goethes ”Ellekongen”
er at læse i digtet ”Det sidste avisbud”, den amerikanske folkesang ”What did You learn in school today” dukker op i ”Hvad har vi lært”, og forfatterens egen ”Alamo” er der. Ligeledes er ”Sult”
af Knut Hamsun med i ”Mig og Marstal”: ”Det var i den tid, jeg gik rundt i Marstal og åd ristede hotdogs” (ja, i ”Sult” spises der kun papirstykker og ingen hotdogs, men indledningen er alligevel en klar reference)
og så er helten Hemingway med på cigar-billedede-illustrationen og underskriften med ”Papa Wung-Sung”.
- 4. Det semiotiske udtryk: Hvad betyder, det vi ser? Hvilken mening
får vi ud af det?
Det er en ”læs-let-udgave” af ”En anden gren”. Men det er også et forsvar for retten til at gå i takt efter lyden af sin egen tromme. Når Jesper i skolen bliver spurgt
til sin uddannelsesplan, så svarer han:
”Jesper! Hvad vil du være?”
”Ingenting.”
”Jeg mener, når du bliver voksen.”
”Ingenting.”
”Det kan man ikke. Hvad vil du være?”
”Okay. Så vil jeg være ingenting.”
”Man skal være noget.”
”Så vil jeg helst være fri.”
Nu blev han fri. Og moralen lyder også i afslutningssætningen: ”Vi kan gøre lige, hvad vi vil, og stadig vende hjem i et stykke”, og i forfatterens kommentar på allersidste side, hvor han reflekterer over den dom, andre
har givet ham: En lynkineser, der var ”tom larm og hurtigt glemt”. Her siger han de gode ord: ”I grunden er vi alle blot lynkinesere. Så lyd og lys, min ven.”
4.4 I tilfælde af krig: Så
opfandt jeg mit eget stille tegnesprog.
Forfatter: Dorte Karrebæk
Illustrator: Dorte Karrebæk
Sidetal: 46
Forlag: Dansklærerforeningen
Udgivelsesår: 2009
- 1.
Det materielle udtryk: Hvordan ser det ud. Hvilket materiale er der brugt?
Der er 46 sider, det er en hæfte-udgivelse i blød og firkantet format. Det er en del af en ”grå” serie med overskriften: ”Min
historie – erindringer for børn.” Bogen har samme layout som de øvrige bøger i serien, hvor forfattere som Kim Fupz Aakeson, Leonora Christine Skov og Jens Blendstrup fortæller deres barndomserindringer.
Det er
en løbende prosafortælling om barndommen. Billedsiden er en collage af foto, tegninger fra barndommen og nutiden og blade fra karakterbogen.
- 2. Det sensoriske udtryk: Hvordan sanser
modtageren medietudtrykket? Hvad ser vi (for det indre og ydre blik) når vi ser, hører, føler mediet?
Der er mange farver i bogen. Nok er det ”en grå serie”, men Dorte Karrebæk tegner i farver.
Det bløde omslag og de få sider signalerer tydeligt: En børnebog. Også undertitlen: ”Min historie – erindringer for børn” gør det klart, at det er en børnebog. Hun fortæller om sin mor,
der var døv, og som dyrkede nøgendans i hjemmet. Om skolen, om faderen, der her i efterkrigstiden øvede ”hvis – krigen – kommer” med de tre børn. Hun fortæller om husvildebarakkerne med hjemløse
børnefamilier, om konfirmationsforberedelsen og blå mandag. Barndommen slutter, da hun bliver konfirmeret, nu er hun voksen.
- 3. Det spatiotemporale udtryk: Hvordan ser vi det
i tid og rum? Hvor mange dimensioner (to (maleri og billede), tre (installation, skulptur) eller fire (med forløb i tid, som film teater)?
Som erindringsroman er bogen fortalt i kronologisk orden. Det går fra barnevognen til
blå mandag, hvor man er voksen. Der er en lang række nedslag i barndommen, der kan karakteriseres med kapiteloverskrifterne: Hitlers skygge, Modermærket, Min søster Jette, Min lillebror Lars - og herefter til Vindueskiggere,
Lærer Zorte og Konfirmation og Blå Mandag. Sådan er barndommen fortalt kronologisk. Den lange fortælling om Dorte Karrebæks barndom har hun givet i ”Dorte Karrebæk og bogen 1970 - 2018”, der udkom i 2018.
Billederne har mange referencer til de udgivelser, Karrebæk har lavet gennem tiden. Den lille August fra ”Idiot” ser man, hvor de små børn iagttager moderen gøre morgengymnastik. Når Lægebogens indtryk skal
videregives i en række tegninger af sygdomme, og når ”mennesker jeg har kendt” præsenteres, så er det ”Lejren”, der gives reference til. Der er familiefotos, der viser en kernefamilie med tre børn, der
er karakterbladet, der tydeligere end ord viser et barns møde med en skole, der ikke matcher eleven.
Sådan trækkes der linjer ud i skolehistorien og til efterkrigstidens historie set gennem et følsomt og tegnende barns øjne.
- 4. Det semiotiske udtryk: Hvad betyder, det vi ser? Hvilken mening får vi ud af det?
Dorte Karrebæk giver på sidste side en nøgle til læsningen
af erindringsbogen. Hun skriver: ”Jeg blev født ind i en tid, hvor krigens skygger var så lange, at de ramte mig. (…) Min mors døvhed fik mig til at se. Jeg kunne ikke råbe hende op, men jeg lærte at læse
hende. Jeg blev et øje-menneske. Tænkte i billeder. Skolen lærte mig at være bange og holde kæft, fordi det jeg sagde altid var forkert – også i regning. Så opfandt jeg mit eget stille tegnesprog. På den
måde kunne jeg råbe så højt jeg ville.”
Dorte Karrebæks barndom giver en tegner og illustrator. Hendes fortælling viser også, at der er en vej for alle, der ikke går i takt. Som Jesper Wung-Sung,
der hører sin egen trommes takt, så hørte Karrebæk også sin egen tromme. Hun tegner.
- 5. Faktion som formidling
Når faktion, som denne
blanding kaldes, er et fremragende formidler af fakta, så er det grundlæggende fordi det altid gælder: ”Når du læser bøger, bliver du klog på en smuk måde.” Det er indlysende, at læsningen
af multimodale tekster og læsningen af tekster, der bruger fiktions og fakta-genrens mange formidlingsgreb; rammer mange flere sanser hos læseren. Den kognitive og emotionelle påvirkning følges ad. Billedsiden og den skrevne tekst
påvirker læseren på hver sin måde, og den æstetiske oplevelse rammer sanserne, således at hukommelsen har flere knager at hænge årstal, begivenheder og årsagssammenhænge på. Seip Tønnesen
skriver: ”Billeder kan, mere præcist end ord, vise os hvordan noget ser ud. Når modaliteterne aflaster hinanden og formidler forskellig information baseret på den affordans, de nu har, så siger vi, at det multimodale samspil er
præget af funktionel specialisering.”
Vi glemmer at vi lærer, men vi glemmer ikke (så let) det, vi lærer, når fiktion og fakta følges i formidlingen.
6. Epilog
Der er fire gode leveråd
til læseren af disse bøger.
a) Jenteloven: ”Vi ved også, at vi er sygt meget stærkere, når vi står sammen. Så nu laver vi et squad af kampklare piger – og vi har tænkt os
at forandre verden. Vil du være med?:”
b) Kvinder i kamp: ”Langsomt men sikkert bevæger vi os fremad. Bare nogen tør at gå foran.”
c) Lynkineser: .”I grunden
er vi alle blot lynkinesere. Så lyd og lys min ven.”
d) I tilfælde af krig: ”Så opfandt jeg mit eget stille tegnesprog. På det kunne jeg råbe så højt jeg ville. Og med det kunne
jeg sidde for mig selv uden at savne andre.”
Den viden kan formidles så kort som her ovenfor på seks linjer. Skal man forstå indholdet, skal man have indsigt i, hvordan det er at være et menneske som pakistanske Malala,
den spiseforstyrrede Urikke Falch, den ordblinde og nærsynede Dorte eller skal man kunne forstå, hvordan det er at være en forladt dreng i en skolebus, så må man læse bøgerne. Man kan læse billederne, læse
teksten og dermed læse sig selv ind i personernes liv.
K.E. Løgstrup skriver: ”Vil man arbejde filosofisk kan ens tænken kun blive virkelighedsnær, og man kan kun undgå en tænken i opstillinger, i overtagne
skemaer, hvis man rekurrerer til litteratur. Det er min erfaring, og jeg vil aldrig nogensinde gå fra det”. Litteraturen giver de komplekse metaforer, der kan give os indblik i andres liv med den kompleksitet, ethvert liv rummer.
Rita Felski,
litteraturprofessor der er tilknyttet et Niels Bohr-projekt ved Syddansk Universitet, har næsten samme udsagn: ”Jeg tror på, at litterære værker er vigtige – og pokkers effektive aktører i de store politiske, sociale
og fysiske netværk., vi kalder virkeligheden. De er en del af vores verden og hverdag, vores fortid og fremtid. De har en stor indvirkning på os som sociale væsner – de henrykker, uddanner, chokerer og opdrager os – og dermed
også de sociale rum og sammenhænge, vi færdes i.”
Empati og forståelse for andre får man, når man med Marthas Nussbaums begreb kan se med ”the inner eye”. Man behøver ikke følge
den tromme, de andre følger. Man kan følge sin egen rytme. Henry Thoreau skrev det i ”Walden”, og Jesper Wung-Sung citerer det direkte (og de andre tre værker citerer det indirekte): Hvis et menneske ikke går i samme takt
som flokken, kan det være, det er , fordi han hører en anden tromme.”
Tak til Fondet for dansk-norsk samarbejde. De smukke omgivelser på Lysebu har været rammen om denne artikels indhold. Smukt, solrigt og
med sne og skiføre.
Litteraturliste:
Breen, Marta og Jenny Jordahl (2018)): Kvinder i kamp, Gyldendal
Bugge, David (2009): Løgstrup og litteraturen, Klim
Christensen, Bodil (2007): ”At læse
er at se”, i Billedromaner i brug, Dansklærerforeningen
Ellestrøm, Lars (2012): ”Mediernes modaliteter”, i Medialitet, intermedialitet og analyse, (red. Stougaard Pedersen, Birgitte og Mette-Marie Zacher Sørensen),
Aarhus Universitet
Falch, Ulrikke og Sofia Frøysaa (2018): Jenteloven, Gyldendal
Harms Larsen, Peter: (1995): Faktion - som udtryksmiddel, Amanda
Jakobsen; Gunnar: ”Dorte Karrebæk og Bogen, 1970 – 2018, en
bibliografi”, Vandkunsten 2018
Karrebæk, Dorte: ”I tilfælde af krig”, Dansklærerforeningen 2009
Jakobsen; Gunnar: ”Dorte Karrebæk og Bogen, 1970 – 2018, en bibliografi”, Vandkunsten
2018
Karrebæk, Dorte: ”I tilfælde af krig”, Dansklærerforeningen 2009
Nussbaum, M. C. (2012). The new religious intoler- ance, overcoming the politics of fear in an anxious age. The Belknap Press of Harvard
University Press.
Tønnesen, Elise Seip og Agnes-Margrethe Bjorvand: ”Teoretiske perspektiver på tekster, medier og lesere”, i Jakten på fortellingen, Universitetsforlaget 2014
Wung-Sung, Jesper: Lynkineser,
Dansklærerforeningens forlag, 2017
Webadresser:
http://petersudsigt.blogspot.com/2013/05/fra-faktion-som-udtryksmiddel-til-de_6.html
Peter Harms Larsens blog
https://www.bogbotten.dk/boganmeldelse/lynkineser/
www.bodilchristensen.dk